Kultur

To udstillinger: Sæsonåbning på Mikkelberg
Når Mikkelberg d. 28. februar slår dørene op til den nye sæson, er det hele to udstillinger, der åbnes på én gang.
Den første udstilling er ”Modsætninger mødes”.
Kunstnerne
De udstillende kunstnere er otte medlemmer af den anerkendte kunstnersammenslutning Vestjyllandsudstillingen, som viser maleri, skulptur, keramik, grafik og installation. De otte kunstnere er Bibi Hansen, Sverre Tveito Holmen, Ole Holm Larsen, Michael Mørk, Per J. K. Pedersen, Kate Skjerning, Bjarke Regn Svendsen og Ingrid Katrine Villesen.
Vestjyllandsudstilling
Dette er den første udstilling i en række, der præsenterer Vestjyllandsudstillingen på Mikkelberg. Vestjyllandsudstillingen blev stiftet i 1979 med udgangspunkt i det kunstmiljø, der dengang var opstået i Tistrup ved Varde. Det skete efter inspiration fra bl.a. de tilsvarende lokalt forankrede kunstnersammenslutninger i f.eks. Vrå-udstillingen og Grænselandsudstillingen.
Oprindelig var kriteriet en vis tilknytning til Vestjylland. Denne forbindelse er der fortsat, men i de senere år har udstillingen ændret retning mod en ’Udstilling i Vestjylland’. Gæsteudstillere og nye medlemmer vælges efter forslag fra medlemmerne ved urafstemning.
Næste forår vises en ny gruppe af Vestjyllandsudstillingens ialt 22 faste medlemmer. Det har været Mikkelbergs ønske at dele gruppen op i ”mindre bidder”. På den måde har hver kunstner god plads til at vise sine værker, og publikum kan få et indblik i hver enkelt kunstners arbejde.
Modsætninger mødes
De otte kunstnere repræsenterer forskellige stilarter, teknikker og arbejdsmetoder. Man kan tale om, at modsætninger mødes. De udstillede værker kan købes.
Udstillingen er støttet af Hoffmann og Husmans Fond.
”Modsætninger Mødes” vises i de to store sale på Mikkelberg.
Forbindelse til Sydslesvig
På møllens førstesal og i Rød Stue udstilles i hele sæsonen 2026 ”Glæden ved farven” med de to sydslesvigske malere Ingrid Nørgaard (1913-2002) og Hans Busch-Alsen (1900-1990). Møllens førstesal har netop fået nyt gulv, takket være donationer fra Oberst Parkovs fond og Slesvigsk Samfunds Fond. Nu indvies rummet til udstillingsbrug.
Som noget nyt vil Mikkelberg, ved siden af de skiftende udstillinger, hvert år også vise udstillinger specifikt med forbindelse til Sydslesvig. Disse udstillinger hænger et år ad gangen. Det kan være sydslesvigske kunstnere, kunst fra Sydslesvig, kunst om Sydslesvig eller kunst givet til Sydslesvig. På den måde vil der altid være en mindretalsoplevelse under besøget på Mikkelberg.
Mange sydslesvigere vil navnene og personerne Ingrid Nørgaard og Hans Busch-Alsen være bekendt. Nørgaard begyndte for alvor at male fra slutningen af 1950erne, hvor hun modtog undervisning i blandt andet Hamburg og Paris. Busch-Alsens værker er kendt fra centrale steder i Sydslesvig som Unionbank i Flensborg, kantinen på Flensborg Avis, generalsekretariatet for SSF, Duborg Skolen, Sundhedstjenesten og flere forsamlingshuse. Busch-Alsen blev uddannet ved kunstakademiet i Düsseldorf og ved ”Academie Julien” i Paris og var på et længere studieophold i København. Hans landskabsbilleder fra Danmark, Sydslesvig, Tyskland og fra rejser til Frankrig og Spanien er inspireret af både impressionismen og ekspressionismen.
Udstillingen er blevet til i samarbejde med SSFs billedsamling. Grethe Bay, medlem af SSFs billedsamlingsudvalg og kurator på Mikkelberg, har til udstillingen lokaliseret og indlånt værker af Nørgaard og Busch-Alsen fra skoler, forsamlingshuse og institutioner i mindretallet.
Fernisering
Begge udstillinger åbnes ved en samlet fernisering d. 28. februar kl. 14:00.
Kunsthistoriker Grethe Bay holder åbningstalerne. For musikken står duoen Stenger/Kramp med Bente Stenger på klarinet og Bettina Kramp på cello. Mikkelberg serverer en forfriskning. Alle er velkomne til en festlig eftermiddag, hvor der også vil være mulighed for at møde kunstnerne fra Vestjyllandsudstillingen.
Datoer
Modsætninger Mødes kan ses fra d. 28. februar til d. 07. marts.
Glæden ved Farven kan ses fra d. 28. februar til d. 01. december.
Åbningstiderne er:
Ons-to: 10-16
Lør-sø og helligdage: 12-16
Desuden efter aftale.
Kontaktperson på stedet er Lisbeth Bredholt Christensen, centerleder, Ph.d., Mikkelberg Center for nordisk kunst og cricket, Horstedter Chaussee 1, D – 25856 Hattstedt.






