Regional

Uden dør dør huset
Vedligehold – eller mangel på samme – af forsamlingshuset Klitskolen fyldte en del, da Angelika Hesselbarth i mandags holdt beretningen på SSF-Sankt Peter Distrikts generalforsamling.
- Karmen er så rådden, at man kan stikke en finger i den, sagde hun.
Det var ikke første gang, hun omtalte døren, for distriktet er for længst blevet lovet en ny.
Angelika Hesselbarth lod forstå, at gulvet i entreen ved vestenvind og frost simpelthen er en livsfarlig glidebane.
- Det er ikke til at forstå. Huset bliver ødelagt af det, sagde hun.
Angelika Hesselbarth kunne dog også berette om et aktivt år i Amt Sydvests mindste distrikt.
Der havde været holdt en velbesøgt grønlangkålsaften, påskeklip, sommerfest og julefest.
Såvel næstformand Dirk Hansen som alle andre, der var på valg, blev genvalgt.
Distriktet har i 2025 haft medlemsfremgang, og har nu 43 medlemmer.


