Århundreders historie mellem dansk og tysk
Sydslesvig har igennem mange århundreder været del af det danske kongerige. Først efter tabet ved den dansk-tyske krig i 1864 er det sammen med Sønderjylland (Nordslesvig) blevet del af det tyske kongerige Prøjsen og Det tyske Kejserrige.
Ved folkeafstemningen i Nord- og Sydslesvig 1920, hvor Nordslesvig stemte sig tilbage til Danmark, stemte et flertal i Sydslesvig for at forblive i Tyskland. Det førte til, at de danske i området organiserede sig som dansk mindretal med egne foreninger og institutioner.
Efter at nazisterne havde overtaget magten i Tyskland i 1933 fik det danske mindretal officielt lov til at fortsætte. For den enkelte kunne tilknytningen til en dansk forening eller institution dog betyde diskriminering i hverdagen. Desuden blev de unge og yngre mandlige medlemmer, der som regel havde tysk statsborgerskab, indkaldt til det tyske militær og måtte deltage i nazi-rigets angrebskrige. En del af de hjemmeblevne deltog i det lokale modstandsarbejde.
Disse erfaringer som borgere i et brutalt diktatur præger det danske mindretals værdigrundlag den dag i dag.
Stort tilløb i efterkrigsårene
Umiddelbart efter det tyske nederlag var der i Sydslesvig et stort håb om, at landsdelens genforening med Danmark nu ville gennemføres politisk. Nu var det ikke kun det danske mindretals medlemmer, der ønskede at høre til Danmark. Også en stor del af den lokale tyske befolkning, der som oftest havde familiære rødder både i det tyske og det danske, havde nu fået nok af Tyskland. Danmark takkede dog meget hurtigt nej – nok mest af frygt for at få et stort tysk mindretal indenfor rigets grænser. Det stoppede dog ikke tilstrømningen til den danske bevægelse i efterkrigsårene. De blev også til dels drevet af den kendsgerning, at Sydslesvig var blevet hjemsted for hundredetusindvis af tyske flygtninge fra det nuværende Polen, som de følte sig fortrængt af og kun havde lidt til fælles med.
Den enormt store tilslutning til mindretallet dalede i løbet af 1950erne, da situationen i Tyskland normaliseredes igen. Men tilbage blev et styrket mindretal, der organiserede sig og havde grundlagt yderligere skoler, et politisk parti mm. Det førte i 1950erne til vedvarende spændinger mellem danske og tyske i lokalsamfundene.
På politisk plan kom det dog til en afspænding, da Danmark og Tyskland i 1955 gensidigt afgav ”Bonn-København-erklæringerne”, hvori det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske mindretal i Sønderjylland blev garanteret rettigheder, og man bl.a. tilsagde en gensidig anerkendelse af uddannelserne på mindretallenes skoler.
Dermed var grobunden for en langsom normalisering af forholdene i grænselandet lagt. Mindretal og flertal levede i stigende grad fredeligt side om side, selvom der især i den ældre befolkning stadig var massive følelser på spil, og man definerede sig selv i afgrænsning til den anden: dansk blev opfattet som det modsatte af at være tysk.
Moderne mindretalspolitik
I 1970erne og 80erne lagdes fundamentet til at også det tyske samfund, som mindretallet betaler sin skat til, i større grad overtog et medansvar for finansieringen af de danske institutioner. I firserne opnåede mindretallets parti, at delstaten Slesvig-Holsten betaler det samme pr. elev på en dansk som på en offentlig tysk skole. Sidenhen er der kommet ligestilling på flere områder, hvorved der i kommunerne stadig er stor forskel på, hvorvidt der ydes tilskud til danske kulturtilbud, sundhedspleje på de danske skoler mv.
Siden 1990erne har mindretallet oplevet en almen opdrift, der ikke mindst kommer til udtryk i mindretallets valgresultater. Danmark og Tyskland er tiltrådt to internationale konventioner, Europarådets Mindretalskonvention og Den europæiske Sprogpagt, der hver især lægger fokus på konkrete rettigheder til mindretallene. Det har ført til en endnu større fokus på konkrete politiske forbedringer og bidraget til, at mindretallene i stigende grad bliver set som berigelse og resurse for samfundet. Samtidig har mindretallets parti haft opdrift i denne periode. Fra at have haft ét medlem af delstatsparlamentet gennem årtier, var mindretallet i perioder repræsenteret med op til fire parlamentsmedlemmer. I perioden 2012 til 2017 har det endda for første gang været del af en delstatsregering.
Forholdet mellem dansk og tysk er slappet af, fordi ældre generationers konfrontative kurs efterhånden dør ud, og der også er blevet etableret et samarbejde mellem flertalsbefolkningerne i Syddanmark og Slesvig-Holsten. I dag anses mindretallet på mange måder af den tyske flertalsbefolkning som en merværdi. Sammen med det frisiske mindretal på den sydslesvigske vestkyst bidrager denne mangfoldighed til at give regionen sit særpræg.