I anledningen af Dansk Generalsekretariats 100-års jubilæum, holdt Jørgen Kühl, historiker og honorarprofessor, et oplæg om SSFs og Dansk Generalsekretariats mindretalspolitiske virke 1989-2024. Vi har fået lov til at bringe oplægget her:

"Som følge af grænseændringen den 15. juni 1920, der efterlod et dansk mindretal med hovedvægten i og omkring Flensborg, blev den Slesvigske Forening grundlagt den 26. juni 1920 med det formål, at: ”samle landsmænd til gensidig støtte i alle folkelige spørgsmål, til styrkelse af dansk åndsliv og oplysning og til opretholdelse af en livlig forbindelse med deres landsmænd nord for Danmarks nye grænse.”

I 1924 fulgte Generalsekretariatet, og lige siden har de skiftende generalsekretærer sammen med formændene spillet en central rolle for foreningens mindretalspolitiske virke. Det har i de første 70 år især forholdt sig til 4 dimensioner: 1. det tyske statslige niveau inkl. samarbejde med andre mindretal i Tyskland; 2. relationerne til Danmark; 3. civilsamfundet i Danmark især repræsenteret ved grænselandsorganisationerne, som både aktivt støttede og gjorde en effektiv oplysnings- og lobbyindsats til gavn for mindretallet i Danmark. Endelig gjaldt det 4. den europæiske dimension, da det danske mindretal siden 1920 kontinuerligt, men med skiftende intensitet har ageret i en kontekst, som rækker langt ud over grænselandet.

Dansk Generalsekretariat har igennem alle årene været en central aktør for hele det danske mindretals positionering indadtil og udadtil. Foreningen var både kulturorganisation, der samlede de danske i Sydslesvig med fokus på folkelige, sociale og kulturelle forhold, og politisk interesseorganisation, som opstillede kandidater til valg på alle niveauer. Dens formelle medlemstal var præget af konjunkturer med kontinuerlig til- og navnlig afgang. I 1921 blev der talt knap 6.000 medlemmer, ved nazisternes magtovertagelse i 1933 var det faldet til knap 4.000, og ved befrielsen i 1945 var der 2.700 registrerede medlemmer. Flensborg var centrum for mindretallet i de første 25 år. Her boede 86,6 % af medlemmerne i 1921, 87,5 % i 1933 og 75 % i 1945.

Efter Anden Verdenskrig blev den Slesvigske Forening som følge af det lille mindretals transformation til en massebevægelse blandt de hjemmehørende i Sydslesvig omdannet til SSF – Sydslesvigsk Forening. Medlemstallet voksede eksponentielt: I 1946 blev der registreret knap 11.000 medlemmer, i 1948 toppede tallet med 70.000 for siden at falde stødt. I året for København-Bonn Erklæringerne 1955 faldt det til 40.000. I 1990 var der 17.300, i 2005 13.500. Lavpunktet fulgte i 2008 med 13.315 medlemmer, men siden skete der en betydelig medlemsvækst på knap 2.700. I dag ligger medlemstallet på omkring 16.000.

Den Slesvigske Forening opstillede til politiske valg i Weimarrepublikken med varierende succes. Det bedste resultat blev opnået ved rigsdagsvalget den 4. maj 1924 med 7.620 stemmer. Foreningen deltog sidste gang i rigsdagsvalg den 6. november 1932 og samlede 1.694 stemmer. Ved landdagsvalg blev valget den 7. december 1924 det bedste med 5.408 stemmer; men ved det sidste landdagsvalg kort tid efter, at det tyske nazistparti havde overtaget regeringen i Tyskland, den 5. marts 1934, stemte 1.804 på danske kandidater.

Kredsdagsvalgene havde derimod en anden tendens: Den Slesvigske Forening opstillede kandidater i 1925, 1929 og 1933. Det bedste resultat blev opnået den 12. marts 1933 med 4.658 stemmer. Blot en uge efter det laveste landdagsresultat blev det bedste kredsdagsresultat opnået med en fremgang på over 2.800 stemmer. Sådanne udsving i resultater ville forbløffe valgforskere i dag.

SSF har ageret mindretalspolitisk lige siden oprettelsen. Det fortsatte efter befrielsen, da Slesvig-Holsten blev oprettet i 1946. SSF-kandidater opnåede 82.100 stemmer ved kredsdagsvalget i 1946 og 92.130 ved kredsdagsvalget i 1948. Ved landdagsvalget i 1947 opnåede SSF-kandidaterne i alt 99.500 stemmer – det hidtil bedste mindretalsvalgresultat ved landdagsvalg i Slesvig-Holsten. Men SSW nærmer sig med senest 79.301 stemmer ved landdagsvalget i 2022, som samtidig blev SSWs hidtil bedste valgresultat.

SSF indgik, efter en periode med store spændinger og mindretallets fokus på en mulig grænseflytning efter pres fra København, i 1948 i forhandlinger med landsregeringen i Kiel, der igen blev presset af de britiske besættelsesmyndigheder til større imødekommenhed over for mindretallet, om mindretallets vilkår. I mindretallet blev det tilstræbte resultat omtalt som en overenskomst. Den 29. september 1949 blev resultatet fremsat og godkendt i landdagen som Kiel-Erklæringen. Den fylder således 75 i år og fastlagde en række principper, herunder bekendelsesfriheden, som siden i 1955 næsten ordret indgik i Bonn-Erklæringen. Bl.a. blev der etableret et forståelsesudvalg med SSF-repræsentation, som behandlede en strøm af klagesager fra mindretalsmedlemmer, men blev ophævet i 1958, efter at selve Kiel-Erklæringen var blevet annulleret kort tid efter Bonn-Erklæringen.

Da SSF grundet et ultimatum fra de britiske besættelsesmyndigheder ikke længere kunne agere partipolitisk, blev SSW oprettet i 1948. I to årtier var SSF og SSW siamesiske tvillinger, hvor formanden i den ene var født næstformand i den anden forening. Der foregik et meget nært politisk parløb. SSF og SSW gik sammen om en utraditionel repræsentation i den vesttyske hovedstad Bonn ved journalisterne Jacob Kronika 1959-60 og Karl Christiansen 1960-63. Da der i 1965 efter lange forhandlinger og først efter, at den danske regering samme år havde skabt et kontaktudvalg for det tyske mindretal, også blev dannet et kontaktudvalg mellem forbundsregeringen og SSW som erstatning for parlamentarisk repræsentation i Forbundsdagen, fik SSF som en selvfølge en af de tre pladser, som SSW kunne udpege. Sådan har det været lige siden.

SSF og SSW havde fælles mindretalspolitiske mål, men udviklede sig i midten af 1960erne til at være selvstændige organisationer. I 1966 var SSF og SSW tæt på en organisatorisk fusion. Det mest vidtgående forslag gik på at danne én fælles organisation med én generalsekretær, men med en politisk og kulturel arm. Daværende SSW-formand Karl Otto Meyer insisterede dog på en selvstændig organisation og egen landssekretær. Og sådan blev det. I 1968 fulgte en ny vesttysk partilov, som cementerede SSWs status som selvstændig organisation. SSF og SSW var ikke længere siamesiske tvillinger, men fortsatte et symbiotisk samarbejde, der på trods af til tider uenighed og spændinger har præget forholdet lige siden. Der har altid været en nær kontakt mellem de to hovedforeninger – og det mindretalspolitiske arbejde har haft store fællesmængder. SSF yder logistisk støtte til SSW og bakker entydigt op om partiets virke.

Mens SSW stod og står for den partipolitiske interessevaretagelse og har opnået stor succes til gavn for mindretallet, har SSF i højere grad til dels sammen med SSW, men også alene, haft fokus på generelle mindretalspolitiske interesser, som er knyttet til mindretallets rolle og status. SSF og SSW var ikke altid enige i kursen, men resultaterne var væsentlige. SSW agerede midt i det tyske samfund. Dets valgte repræsentanter i kommunalbestyrelser, kredsdage og landdage var mindretallets folkevalgte repræsentanter. Derimod var SSFs og de andre danske organisationers ledende organer medlemsvalgte, selv om de traditionelt foretrækker at betegne sig selv som folkevalgte.

Den tætte interaktion med det tyske samfund betød, at SSW tidligt indgik i en dialog med flertallets partier. SSF havde derimod den principielle danske mindretalskasket på og agerede på overordnet plan. Allerede i Weimarrepublikken stod den Slesvigske Forening for kontakten til de andre nationale mindretal i Tyskland – både anerkendte og ikke-anerkendte. Det tætte samarbejde med den Frisisk-Slesvigske Forening siden 1923 pågik både direkte i Sydslesvig og på rigsplan i årene 1924-39 i Forbundet af nationale mindretal i Tyskland sammen med det store polske mindretal, sorberne og litauerne, mens det lille tjekkiske mindretal aldrig opnåede en effektiv organisationsgrad.

Den Slesvigske Forening agerede også internationalt på de Europæiske Nationalitetskongresser, som fandt sted i årene 1925-38, og hvor det danske mindretal kæmpede for nordfrisernes repræsentation. Efter 1945 blev relationerne til de polske og sorbiske organisationer genoptaget, mens samarbejdet med nordfriserne blev endnu tættere. Friserne indgik sammen med det danske mindretal i SSW i 1948, mens SSF etablerede tætte bånd og muliggjorde ansættelsen af en frisisk sekretær på vestkysten. Relationen til det polske mindretal gik i opløsning fra midt i 1950erne, men SSF og Bund der Polen in Deutschland, som fører sine rødder tilbage til 1922, er fortsat fælles om samarbejdet i mindretalsunionen, der frem til 2016 hed FUEV og siden FUEN. Men SSF støtter ikke det polske forbunds ønske om anerkendelse som nationalt mindretal. Den Kolde Krig og dannelsen af Vest- og Østtyskland i 1949 betød, at kontakterne til det sorbiske mindretal blev afbrudt.

SSFs relationer til det tyske samfund var beskedne. Mindretallet levede som et parallelsamfund med tætte bånd til Danmark, men uden større interesse i interaktion med det omkringliggende samfund. Inden for FUEV fandtes der professionelle kontakter, til tider endog tillidsfuldt samarbejde med det tyske mindretals Bund Deutscher Nordschleswiger. Sammen med Südtiroler Volkspartei og Sudetendeutscher Rat var SSF og BDN med til at redde FUEV ad flere omgange. Men i andre sammenhæng var det danske og tyske mindretal modpoler i grænselandet mellem dansk og tysk.

I løbet af 1980erne skete der en mindretalspolitisk tilnærmelse mellem SSW og CDU, mens forholdet til SPD allerede havde været positivt i længere tid, ikke mindst grundet det fælles oppositionsarbejde i landdagen. Efter den antidanske ministerpræsident Gerhard Stoltenbergs udnævnelse til finansminister i Bonn i 1982, indledte efterfølgeren Uwe Barschel i årene 1982-87 en charmeoffensiv over for det danske mindretal. Det førte i 1985 til beslutningen om ligestilling af de danske mindretalsskoler med hensyn til elevtilskud. I januar 1986 besluttede landdagen, at der i hver valgperiode skal aflægges en beretning om forholdene for det danske mindretal i Sydslesvig og det tyske i Sønderjylland. Den første beretning blev drøftet i landdagen i oktober 1986. Friserne blev først medtaget i den følgende valgperiode, hvor også Generalsekretariatet bidrog med viden og informationer.

Anerkendelsen af mindretallet kom også til udtryk for ved tildelingen af ordner. I 1987 fik SSW-formanden Gerhard Wehlitz Bundesverdienstkreuz som anerkendelse af sin indsats. I 1988 blev SSFs landsformand i årene 1977-87 Ernst Vollertsen og SSWs landsekretær 1984-95 Rolf Lehfeldt ligeledes udmærket med Bundesverdienstkreuz. Det forudsatte hver gang en indstilling fra landsregeringen. Det var symbolpolitik, der udtrykte anerkendelse og en åbning over for mindretallet. Verden var ved at forandre sig. Konfrontationen mellem dansk og tysk var ved at fortone sig.

Da Heinrich Schulz blev SSF-formand i 1987, satte han ord på den nye udvikling og talte for større åbenhed over for det tyske samfund. Det var nye tider, som ikke faldt i god jord allevegne i mindretallet.

Afgørende var på samme tid et fundamentalt politisk kursskifte i Kiel. Efter Barschelaffæren dannede SPD i 1988, med Björn Engholm som ministerpræsident, landsregeringen. Han havde et meget godt forhold til Karl Otto Meyer og så positivt på mindretallet. Det hjalp, at en del socialdemokrater i forvejen gjorde brug af de danske skoler til deres egne børns uddannelse. I de følgende år opstod der et nært og konstruktivt samarbejde, som medførte konkrete resultater til gavn for mindretallene i Slesvig-Holsten. Allerede i 1988 blev den første mindretalskommitterede, socialdemokraten Kurt Hamer, udnævnt. Samme år blev friserudvalget ved landdagen etableret.

I 1990 blev der vedtaget en landsforfatning for Slesvig-Holsten, efter, at der siden 1949 havde været landsvedtægter med samme funktion. SSW bidrog aktiv til en ny formulering af mindretalsbeskyttelsen i artikel 5: Ud over garantien af den fri bekendelse til et nationalt mindretal ved samme statsborgerpligter, som fandtes siden 1949, blev der tilføjet et nyt stykke to, som fastslog, at de nationale mindretals- og folkegruppers (dvs. friserne) kulturelle selvstændighed og politiske medvirken beskyttes af landet og kommunerne – og at det danske nationale mindretal og friserne har krav på beskyttelse og støtte. Mindretallet var for alvor ankommet i det slesvig-holstenske samfund.

1987, 1988 og 1990 kunne således hver for sig, med god grund danne udgangspunkt for de følgende overvejelser. Ikke desto mindre er 1989 valgt med omtanke. Revolutionerne i Central- og Østeuropa og Murens fald satte ikke blot mindretallene på den internationale dagsorden, og førte til Tysklandenes samling, men markerede samtidig en ny epoke i Europas og vores mindretals historie.

Alt dette var der ingen, der kunne vide i 1989. Det er en senere tolkning af perioden, selv om tidehvervet kunne stå klart for alle, der fulgte med. Der gik dog yderligere en årrække, førend også det danske mindretal for alvor forstod, hvad der var sket: Den lange efterkrigstid var endelig slut, og modsætningsforholdet mellem dansk og tysk, der havde præget SSFs positionering siden 1920, var ved at gå i opløsning, efter, at der igennem 30 år var sket en langsom opblødning, tilnærmelse og mere positiv dialog.

SSF og Generalsekretariatet blev i stadig højere grad nødt til at inddrage en femte samarbejdsdimension ud over 1. Tyskland, 2. Danmark, 3. det danske civilsamfund og 4. den europæiske arena, nemlig 5. det tyske civilsamfund. Samtidig fik den europæiske dimension i det mindretalspolitiske virke en langt større dynamisk betydning end hidtil.

Allerede ti år efter København-Bonn Erklæringerne kunne SSW-landdagsmedlemmet Berthold Bahnsen i landdagen karakterisere udviklingen ud fra begreberne fra et mod-hinanden til et med-hinanden. Karl Otto Meyer greb formuleringen op i 1980erne og tilføjede et udviklingsperspektiv hen imod et for-hinanden. Og det er siden blev et mantra på dansk og tysk side. Men i hverdagen rundt omkring i Sydslesvig kunne der være langt fra mod- til med-hinanden.

Endnu i 1989 holdt mindretallet sig som regel inden for egne rækker. Der herskede ikke længere tungtvejende spændinger mellem danske og tyske medborgere, men uvidenhed og fordomme, til tider chikane og diskrimination, kunne alle mindretalsmedlemmer opleve i forskellige sammenhæng. Takket være de afgørende tilskud fra Danmark var det lykkedes at etablere et velfungerende og rummeligt mindretalsdansk parallelsamfund, der efter en krise med dårlige aktivitets-, elev- og stemmetal omkring 1970 optog mange medlemmer med tysk udgangspunkt, men grundlæggende fastholdt en meget dansk national selvforståelse. Den stod SSF og Generalsekretariat urokkeligt for. Og sådan har det været frem til i dag, hvor SSF fastholder den nationale forpligtelse og forbundetheden med Danmark på tværs af generationer. Det ændrede sig ikke efter 1990, men fik en ny position i det nationale, grænseoverskridende og europæiske koordinatsystem, som SSF stadig mere aktivt agerede og positionerede sig i.

Da SSF i april 1989 sendte en delegation til Versailles, hvor FUEVs 40års-jubilæum blev markeret, var der intet, der tydede på, at Europas politiske landkort i de følgende otte måneder ville blive omkalfatret. SSF og Generalsekretariatet spillede en central rolle for FUEVs overlevelse både økonomisk, organisatorisk og ved, at generalsekretær Hans Ronald Jørgensen i lange perioder var vicepræsident, præsident i årene 1973-77 og generalsekretær 1982-87, efter at han meget aktivt havde støttet sydslesvigeren Olav Meinhardt i dennes generalsekretærperiode 1974-82. Engagementet skyldtes især solidaritet med andre, langt mere udsatte mindretal i Europa. Internt i mindretallet var der jævnligt spændinger mellem SSW, især den meget kritiske Karl Otto Meyer, og SSFs skiftende formænd om engagementet i mindretalsunionen.

SSF og Generalsekretariatet fastholdt energisk engagementet og prioriterede FUEV meget højt. Fra 1990 blev først den tidligere generalsekretær Karl Kring og siden SSFs formand Heinrich Schulz vicepræsidenter. Tidligere SSF-formand i årene 1965-77 Ernst Meyer var kasserer. Sammen med FUENs generalsekretær i årene 1987-99 Armin Nickelsen og BDN-formand Hans Heinrich Hansen fra det tyske mindretal, som frem til 2016 var vicepræsident og siden præsident i mindretalsunionen, stod de for åbningen af FUEV for de mange mindretal i Central- og Østeuropa. I kulissen virkede generalsekretærerne Gert Wiencke fra SSF og Peter Iver Johannsen for BDN.

De mangeårige og traditionelt gode kontakter og samarbejdet mellem det danske og tyske mindretal i FUEV-sammenhæng kunne efter 1989 udfolde sig i grænselandet. Da Danmark og Tyskland i internationale sammenhæng fremhævede deres fælles grænseland og mindretalsordningerne som positivt eksempel, endog som model til inspiration og efterfølgelse især i Central- og Østeuropa, virkede det som katalysator på samarbejdet mellem SSF og BDN. I begyndelsen af 1990erne opstod en slags etnoturisme, hvor delegationer fra de nye demokratier i Øst besøgte grænselandet for ved selvsyn at møde og analysere den dansk-tyske mindretalsmodel. Generalsekretærerne arbejdede tæt og tillidsfuldt sammen. På den vis blev forestillingen om en positiv rollemodel fyldt med liv, da de to mindretal samarbejdede om at præsentere den. De to mindretal var ikke længere modpoler, men blev kompatible i regionen. Det faldt ikke i god jord allevegne, og der gik et stykke tid, førend det blev almindeligt kendt og anerkendt i Sydslesvig. I dag findes der tætte samarbejdsrelationer mellem de to mindretal, i nogle tilfælde skifter mindretalsmedlemmer endog mindretal, når de flytter til deres kin-state.

Siden 1989 har den danske og tyske stats opfattelse af en særlig model spillet en rolle for SSFs ageren. Samarbejdet med det tyske mindretal og regeringerne i København, Berlin og Kiel, der – tilskyndet af en ide fremsat af Bertel Haarder – førte frem til en fælles ansøgning til UNESCO i marts 2020 med afslag i december 2021, om at anerkende den dansk-tyske mindretalsmodel som immateriel verdenskulturarv, er en direkte konsekvens af 1989.

Samarbejdet førte til fælles arrangementer. I september/oktober 1994 deltog begge mindretal i de slesvig-holstenske kulturdage. I 1996 arrangerede de en konference om mindretal og medier i Sønderborg. I 2000 deltog de aktivt i et EXPO 2000-følgeprojekt. I august 2004 arrangerede de sammen med sinti-og romamindretallet og friserne i Flensborghus’ gård informationstilbud under overskriften ”Mindretallenes mangfoldighed” som del af Slesvig-Holsten-Dagen. I 2004 bakkede SSF og BDN begge op om daværende mindretalskommitteret Renate Schnacks initiativ til at etablere et DialogForumNorden. Oprindeligt skulle navnet være endt med Nord; men SSF fik overbevist de andre medlemmer om Norden som en blødere og mere danskpræget betegnelse. I 2020 var de aktivt medvirkende ved etableringen af Minderheiten-Kompetenz-Netzwerk Slesvig-Holsten/Syddanmark, som mindretalskommitteret Johannes Callsen havde taget initiativ til. Det var samtidig en erstatning for det ambitiøse, visionære, men fejlslagne projekt Mindretallenes Hus, som SSF sammen med BDN og FUEN havde iværksat.

Der opstod et tillidsfuldt samarbejde mellem formændene og generalsekretærerne for de to mindretalsorganisationer. Det kom også til udtryk på Dybbøl Banke i forbindelse med 75-året for grænsedragningen, hvor begge formænd holdt korte taler og hver for sig anerkendte 1920-grænsen som rigtig. Heinrich Schulz’ vurdering blev kritiseret af nogle i Sydslesvig, men var udtryk for det nye forhold og den nye tidsånd i grænselandet. Det var ikke længere bagudvendt selvforståelse, men fremadrettet arbejde. Heinrich Schulz og Gert Wiencke var primus motor for denne udvikling, selv om der i mange år var træghed og til dels ulmende utilfredshed inden for dele af mindretallet. Formanden holdt en række taler på ”tyske” arrangementer, bl.a. på Akademie Sankelmark og medvirkede i en forelæsningsrække om mindretal på Kiels Universitet. Han definerede visioner og satte ord på et selvbevidst dansk mindretal, som åbnede sig over for det omkringliggende samfund uden at opgive eget ståsted. Det var et nybrud med positiv effekt.

Generalsekretær Jens A. Christiansen har ved flere lejligheder karakteriseret den nye situation, som opstod i løbet af 1990erne og efter årtusindskiftet ved sentensen: ”at ville den anden uden at opgive sig selv”. Formand Dieter Paul Küssner fortolkede synspunktet i en række pointerede taler, hvor samarbejdet med det tyske flertal ikke står i vejen for mindretallets danske selvbevidsthed.

Der skete meget på mange forskellige områder, der indgik i SSFs mindretalspolitiske mosaik: 1990 var året, hvor SSFs museum ved Danevirke, der fik til huse sammen med et forsamlingshus på Danevirkegården, blev åbnet. Projektet skyldtes generalsekretær i tiden 1982-89 Karl Krings initiativ og var et mindretalsdansk svar på Hedeby-Museet, som var blevet åbnet i 1985, men trods den sydslesvigske vikingetids entydige danske karakter end ikke havde tekster på dansk. Grænseforeningen fik ganske vist oversat og samlet udstillingsteksterne i en dansk pjece, men den grundlæggende forståelse var en anden. Da museet blev planlagt, var Sydslesvig endnu Zonenrandgebiet, hvilket gav forbundstilskud til forsamlingshusdelen, og forholdet mellem mindretal og flertal var ikke lige nemt. Da det åbnede i august 1990 med taler ved Prins Joachim og giveren Mærsk Mc-Kinney Møller, var Muren faldet, de fleste østeuropæiske stater blevet uafhængige og demokratiske, og de to Tysklande ved at blive forenet til ét. Museets mindretalsrelation vakte interesse for sammenligninger med aktuelle etniske udfordringer hos de besøgende.

Danevirke-museet var et dansk kulturfremstød i Sydslesvig. Det var museum fra første dag med fokus på det forhistoriske voldanlæg, som det lå klods op ad, men samtidig med en permanent udstilling, der skabte en kontekstfortælling om Danevirke og det dansk-tyske forhold i et helhedsperspektiv frem til nutiden. Den centrale udstillingsgenstand – for selve voldanlægget befandt sig i landskabet – var en skansekanon fra 1864, der kunne bruges som afsæt til fortællingen om dansk og tysk i fortid og nutid. Museet blev hurtigt forankret i det sønderjyske museumssamarbejde og Amtsmuseumsrådet i Sønderjyllands Amt. Samtidig indgik det i samarbejde med Hedeby-Museet og ikke mindst Landesmuseumsamt, som aktivt støttede det nye museums arbejde. Det førte siden til et fælles dansk-tysk særudstillingsprojekt, hvor Danevirke Museum samarbejdede med museerne i Haderslev, Oldenburg og Heide om projektet ”Vold og grav”. Landesmuseumsamt bekostede et tosproget udstillingskatalog for vandreudstillingen. Danevirke-museet viste i løbet af 1990erne 25 særudstillinger, bl.a. om de danske jøders redning i oktober 1943, en vandreudstilling udarbejdet sammen med Sønderborg Slot og Haderslev Museum i anledning af 75-året for grænsedragningen i 1995 og en udstilling om det sorbiske mindretal, som SSF samarbejdede med.

I museets rådgivende udvalg fik også Kreiskulturstiftung for Slesvig-Flensborg en plads og bidrog aktivt til samarbejdet; landråd Jörg-Dittrich Kamischke, som i 1994 blev formand for den tyske grænseforening, holdt i februar 1995 en åbningstale til særudstillingen ”Fra afstemning til afspænding” i anledning af 75-året for grænsedragningen. Det var en symbolsk begivenhed. SSFs museum placerede sig midt i den åbning over for det omkringliggende tyske samfund, som prægede 1990erne. Ikke desto mindre udgjorde tyske besøgende under en tredjedel af publikum. Det var vikingerne i Hedeby, som trak, og vejmyndighederne gjorde, trods gentagne ansøgninger, intet for at skilte til SSFs museum, mens der var mange skilte til Hedeby. Det kunne dengang før opfindelsen af GPS være ganske svært at finde vej til museet og voldanlægget.

SSFs formænd og generalsekretærer var væsentlige i denne udvikling, der efter år 2000 blev videreudviklet med et stadig tættere samarbejde, som blev muligt efter et generationsskifte på offentlige museer og større praktisk velvilje fra myndighederne. Det resulterede, efter flere tiltag, til anerkendelsen af Danevirke og Hedeby som verdenskulturarv i 2018. SSFs skiftende formænd og generalsekretærer har altid set museets store betydning som dansk formidlingssted. I sig selv er museet, der i de kommende år får nye tidssvarende rammer, blevet et symbol på den positive udvikling siden 1989. Finansieringen af driften af den kommende ny museumsbygning, som A.P. Møller Fonden og Augustinusfonden har bevilget støtte til, sikres via tilskud fra dansk og slesvig-holstensk side. Jens A. Christiansen spillede en vigtig rolle for at sikre driftsfinansieringen.

Heinrich og Gert var i 1990erne centrale aktører, da der blev skabt en dialog med de tyske grænseforeninger i Slesvig-Holsten. I begyndelsen blev der holdt nærmest hemmelige møder med de tyske civilsamfundsaktører bl.a. i Kiel; men efterhånden lærte man hinanden at kende. Det var dog en vanskelig udviklingsproces inden for SSF, hvor der fandtes inerti og modstand over for en åbning. Formanden og generalsekretæren kunne se perspektiverne, men der var ikke altid begejstret fodslag i hele SSF. Det viste sig i 1994 i forbindelse med Slesvig-Holsten-Dagen, som i tiden 1978-2012 blev arrangeret af Schleswig-Holsteinischer Heimatbund – en af de historiske modpoler til SSF. Da Slesvig Bymuseum kontaktede Danevirke Museum for at udarbejde en fælles udstilling i anledning af dagen, der fandt sted i Slesvig og havde 150-året for Slesvig-Holsten-sangen som motto, blev det afvist i hovedstyrelsen. Udviklingen var endnu ikke så langt, at SSF kunne deltage i arrangementet. I 1996 deltog SSF, da mottoet var 50-året for Slesvig-Holsten. I den forbindelse fastslog Heinrich Schulz forud for beslutningen i juni 1995 om Schleswig-Holsteinischer Heimatbund: ”Vi virker for det danske, de for det tyske. Vi er ikke længere modstandere, men partnere.” Men i 1998 afvistes deltagelse, da mottoet lød ”150 års stræben efter demokrati”. Det var den slesvig-holstenske tolkning af begivenhederne i 1848 som demokratisk revolution frem for oprør mod det danske monarki, som faldt flertallet i SSF for brystet. I 1998 drøftede SSF og SHHB, hvordan man kunne sikre en fremtidig deltagelse – og dermed reelt nå fra et mod-hinanden over et ved-siden-af-hinanden til et med-hinanden, som havde været mantra i tre årtier. SSF valgte derpå at deltage i de følgende Slesvig-Holsten-Dage. Generalsekretær fra 2001 Jens A. Christiansen blevet siden citeret for, at Slesvig-Holsten-Dagen er som ”vores andet årsmøde”.

Samarbejdet med de tyske civilsamfundsaktører blev videreudviklet i løbet af 2010er og 2020erne, navnlig deltagelse og taler i forbindelse med Oversømarchen hvert år den 6. februar har fået stor symbolsk betydning. En officiel deltagelse blev først mulig i 2004, men forinden deltog SSFs ledelse som privatpersoner. I de seneste 20 år er det blevet et fast element i det dansk-tyske årshjul i grænselandet, hvor mindretallet tager aktivt medejerskab til erindringen om 1864 – set i et tidssvarende nationalt forsoningsperspektiv.

Forholdet til landsregeringen var i 1990erne så positivt som aldrig tidligere – og således var det ligeledes under skiftende ministerpræsidenter, undtagen Peter Harry Carstensen, især i tiden 2010-12, hvis politik afstedkom den værste krise i mindretalspolitikken siden 1955. Regeringsmedlemmer og landdagspræsidenter aflagde hyppigt besøg hos mindretallet og deltog i årsmøderne – fx landdagspræsident Ute Erdsiek-Rave i 1994. I 1999 kom det til et topmøde mellem statsminister Povl Nyrup Rasmussen og den slesvig-holstenske ministerpræsident Heide Simonis – siden blev det gentaget med nye statsministre og ministerpræsidenter. Årsmøderne som den årlige danske nationale manifestation åbnede sig lidt efter lidt over for det tyske samfund. Officielle tyske talere førte efter en årrække til hejsningen af Flensborgs byflag i 1994, siden i 2006 endog det tyske flag. Det var vigtigt, men ikke allevegne lige velset symbolpolitik fra SSFs side.

Et særligt tæt samarbejde opstod med de skiftende mindretalskommitterede: Efter Kurt Hamer i årene 1988-91 var det Kurt Schulz, der i årene 1991-2000 var en fortrolig og aktiv medspiller for SSF. I hans periode falder en række mindretalspolitiske fremskridt, bl.a. Tysklands tilslutning og ratificering af Europarådets mindretalsaftaler. Hans efterfølger Renate Schnack, der var mindretalskommitteret ad to omgange 2000-2005 og 2012-17, videreførte det tillidsfulde samarbejde. Caroline Schwarz, som varetog embedet 2005-12, formåede aldrig at komme tæt på mindretallene, mens Johannes Callsen siden 2017 har spillet en meget aktiv rolle i tæt dialog med SSF. SSF var bl.a. aktivt involveret i udarbejdelsen af den slesvig-holstenske landsregerings Handlingsplan Sprogpolitik, som Renate Schnack fremlagde i 2016, og som Johannes Callsen videreudviklede i 2020. For tiden pågår en ny opdatering, hvor SSF også har givet sit input.

1990erne stod i mindretalspolitikkens tegn på flere niveauer. Slesvig-Holsten var under socialdemokratisk styre blevet langt mere positiv over for det danske mindretal, men også friserne og sinti og roma. Sidstnævnte måtte dog vente adskillige år, førend anerkendelsen som nationalt mindretal endelig faldt på plads, da Tyskland i 1995 underskrev Europarådets Rammekonvention om beskyttelsen af nationale mindretal. Sinti og roma blev først medtaget i landsforfatningen efter adskillige forgæves tilløb fra SSW i 2012. Allerede langt forinden var der opstået kontakter mellem de fire nationale mindretal i Tyskland: Danskere og nationale frisere havde samarbejdet siden 1923, efter Murens fald blev kontakterne til det sorbiske mindretal reetableret, og i 1990 og 1991 blev der afholdt møder mellem det danske og sorbiske mindretal. Igen var det SSF, der tog initiativet. Det udviklede sig siden til samarbejdet mellem de fire mindretal, som efter år 2000 blev intensiveret, formaliseret og siden institutionaliseret.

Allerede i 1996 krævede de fire mindretal udnævnelsen af en særlig mindretalskommitteret ved forbundsregeringen. Ønsket blev først opfyldt i 2002, men i en kombination som kommitteret for både de fire mindretal i Tyskland, de folketyske remigranter Aussiedler og tyske mindretal i udlandet. I 2004 blev Mindretalsrådet dannet, i 2005 fulgte Mindretalssekretariatet betalt af forbundsindenrigsministeriet og placeret i Berlin. Generalsekretær Jens A. Christiansen spillede en afgørende rolle for at få etableret Mindretalssekretariatet og hentede inspiration og argumenter hos det tyske mindretals generalsekretær Peter Iver Johannsen. Formændene Heinrich Schulz 1987-2003, Dieter Paul Küssner 2003-2013, Jon Hardon Hansen 2013-2019 og Gitte Hougaard-Werner siden 2019 har også været nøglepersoner i samarbejdet med de andre mindretal.

Samarbejdet mellem de fire mindretal i Tyskland blev stadig vigtigere. Her agerede SSF sammen med SSW; men det var SSFs primære projekt. Det har bl.a. ført til en vandreudstilling om de fire mindretal og regionalsproget nedertysk, der blev åbnet i 2022 og siden har været på turne i Tyskland. Der blev i 2023 også produceret en informationsfilm om mindretallene som saltet i suppen. Og flere andre initiativer kunne nævnes.

Forholdet til forbundsregeringen kom til at spille en stadig større rolle siden 1989. Der opstod direkte kontakter mellem Generalsekretariatet og det kontor i det tyske forbundsindenrigsministerium, som havde ansvar for mindretallene. Det skyldtes de danske og tyske regeringers positive fokus på mindretalsmodellen. Det skyldtes forbundsregeringens aktive støtte til FUEV. Det skyldtes også et i 1992 fejlslået forsøg på at få forankret mindretalsrettigheder i den tyske grundlov. Og det skyldtes den europæiske dimension, hvor Konferencen om Sikkerhed og samarbejde i Europa (CSCE) og fra 1994 Organisationen for Sikkerhed og samarbejde i Europa (OSCE) allerede var ude med mindretalsstandarder på topmødet om den menneskelige dimension, der blev afholdt i København i sommeren 1990 og satte mindretalsspørgsmål i fokus. Det var dog ikke SSF, men derimod i en arbejdsdeling SSW, som i begyndelsen af 1990erne repræsenterede det danske mindretal på disse konferencer i bl.a. Geneve og Warszawa. Karl Otto Meyer og Wilhelm Klüwer tog sig af de opgaver; men SSF var løbende orienteret.

Kurt Hamer havde som mindretalskommitteret foreslået etablering af et mindretalsforsknings- og -formidlingscenter i grænselandet. Det førte efter mange forhandlinger, hvor SSW-formand Klüwer repræsenterede det danske mindretal, men igen løbende holdt SSF orienteret, i 1996 til etableringen af det dansk-tyske ECMI – det Europæiske Center for Mindretalsspørgsmål. Da Tyskland tiltrådte Europarådets Rammekonvention og Sprogpagt, der begge trådte i kraft i 1998, var det SSF, der tog teten og lige siden har deltaget aktivt i de såkaldte implementeringskonferencer, som forbundsregeringen indkalder til. Det er også generalsekretæren, der samler input fra de andre mindretalsorganisationer, når der skal tages stilling til Tysklands rapporter og reageres på Europarådseksperternes vurdering. Generalsekretæren bidrager desuden på skrift til kredsenes mindretalsberetninger i Slesvig-Holsten.

Selv om relationen til Tysklands regering og forholdet til tyske civilsamfundsaktører voksede stærkt efter 1989, stod Danmark fortsat centralt for SSFs mindretalspolitiske virke. Lige siden 1920 har Danmark været garanten for mindretallet i Sydslesvig med kontinuerlig ideel, materiel og politisk støtte, som der hersker bred konsensus om i Folketinget. I 1990erne kunne SSF placere en informationsmedarbejder på Christiansborg, der løbende kunne relatere og informere. Det er et væsentligt arbejde, der skaber gode netværk og mulighed for at gøre mindretalssynspunkter gældende. Den første var Sten Harck, som siden blev fulgt af Mirco Fischer, Simon Faber og siden 2012 generalsekretær Jens A. Christiansen. Det tillidsfulde samarbejde med generalkonsulatet i Flensborg spillede fortsat en væsentlig rolle.

Der blev bidraget med input til Sydslesvigloven, som blev vedtaget i 2010 efter en forudgående undersøgelse og anbefaling ved Rigsrevisionen om tilskudsordningerne til mindretallet. Der blev bidraget til processen, der førte frem til muligheden for dobbelt statsborgerskab til sydslesvigere bosat i Sydslesvig, som ikke var en selvfølge, men ikke mindst skyldtes SSFs og Sydslesvigudvalgets aktive virke. SSF blev også inddraget i forberedelserne til genforeningsjubilæet i 2020, hvor formændene Jon Hardon Hansen og Gitte Hougaard-Werner var repræsenteret i forberedelsesarbejdet. En studierejse for folketingsmedlemmer til grænselandet og Kiel måtte dog som så mange andre arrangementer aflyses grundet corona-pandemien, som i tiden marts-juni 2020 endog medførte grænselukning. Også her argumenterede SSF for, at der skulle tages hensyn til mindretallenes særlige tætte og symbiotiske bånd til deres kin-state – og til de særlige udfordringer, som pendlerne stod over for. SSF var involveret i drøftelser i Kiel. Generalsekretariatet indgiver også høringssvar til lovforberedende arbejde i Berlin, senest i maj 2023 udkastet til den ny navnelov., hvori det blev fremhævet, at tilladelse af dansk navnetradition afslutter en historisk diskriminering.

SSF har tillige klart meldt ud i forhold til andre politiske udfordringer: Sammen med SSW og SdU tog SSF kort tid efter udbruddet af Ruslands kolonikrig mod Ukraine den 24. februar 2022 kategorisk afstand fra misbrug af mindretal til at legitimere krigspolitik. Den 3. marts 2022 fastslog de i en resolution, som var skarpere end en erklæring, de andre medlemmer af Samrådet kunne tilslutte sig: ”Som nationalt mindretal med den historie vi har, skal vi helt afgjort fastslå, at mindretalspolitik aldrig er angrebspolitik. Vold, overgreb og undertrykkelse vil aldrig føre til et fungerende samliv mellem flertal og mindretal.”

Her blev kerneudsagnet om, at mindretalspolitik er fredspolitik understreget. Sammen med SSW markerede SSF også etårsdagen for angrebet på Ukraine. På landsmødet i efteråret 2023 tog SSF entydigt afstand fra den nye og aggressive bølge af antisemitisme, som efter Hamas-terrororganisationens værste pogrom mod jøder siden Anden Verdenskrig med angreb ind i, massedrab og bortførelse af gidsler fra Israel den 7. oktober 2023 og Israels efterfølgende krig i Gaza spreder sig med stor hastighed i store dele af samfundet.

Der kunne fremdrages mange flere initiativer og aktiviteter, som SSF og Generalsekretariatet har været aktivt involveret i på det mindretalspolitiske område, og hvis betydning rækker langt ud over Sydslesvig. Være det det Europæiske Bureau for Mindre Talte Sprog- EBLUL, være det skolesagen 2010-12, være det Interreg og Region Sønderjylland-Schleswig, være det generalsekretærens medlemskab af FUENs europæiske dialogforum, være det Europeada 2024, som i år arrangeres i fællesskab af mindretallene i grænselandet. Være det forsøget på at definere en Sydslesvigkanon, samarbejdet med Generalkonsulatet, markeringen af historiske mærkedage i grænselandet. Kulturugen i anledning af indvielsen af A.P. Møller Skolen i 2008, som var et massivt dansk kulturfremstød med det ypperste fra kulturlivet. Det vanskelige samarbejde i Samrådet, som ulmede siden dannelsen i 1971, og som i 2023 førte til, at SSF trak sig ud. Spørgsmålet om, hvem der er legitimeret til at tale på mindretallets vegne og repræsentere det udadtil, og meget, meget mere til. SSFs selvforståelse og proaktive ageren udadtil til gavn for mindretallet er ikke altid faldet i god jord og har medført friktion i forskellige sammenhæng. Alt dette blev der desværre ikke tid til i dag.

Men afslutningsvist skal der fremhæves nogle røde tråde i SSFs og Dansk Generalsekretariats mindretalspolitiske virke. Det gælder selvforståelsen som dybt forankret, autoktont nationalt mindretal med forestillede rødder og ubrudt kontinuitet tilbage til Danevirkes første byggefase, men samtidig med de skelsættende begivenheder i 1864, 1920, 1945 og 1955 som referencepunkter. SSF ser mindretallet som rodfæstet i Sydslesvig og virker mindretalspolitisk ud fra en opfattelse af forbundethed og forpligtelse i forhold til det danske. Mindretallet forstås og formidles som del af det danske sprog- og kulturrum.

SSF fastholder entydigt det fri sindelagsvalg og er kategorisk modstander af kontrol og registrering, hvilket jævnligt fremhæves over for myndighederne i Tyskland; men samtidig fastholdes en klar forventning om, at bekendelsen, som står enhver frit, der måtte ønske det danske, skal følges op i handling. En underskrift er ikke nok. Det er på sin vis et værdikrigerperspektiv, der fastholder dansk sprog, kultur, traditioner og historisk samhørighed som centrale kategorier for mindretalstilværelsen. Det medfører bl.a. afstandtagen fra koncepter som bindestregsidentifikationer. SSF kan heller ikke følge begrebsdannelser som postnational, når mindretallet skal beskrives, da SSFs mindretal er klart nationalt og autoktont. I SSFs univers er mindretallet historisk givet; men det står enhver frit at indgå i det bevidste danske fællesskab. Dette synspunkt kolliderer med andre mindretalsfortolkninger i Sydslesvig, men især i Grænseforeningen, der fremhæver, at ”danskerne findes i mange modeller”, hvor bindestregsidentifikationer spiller en stor rolle.

SSF agerer på samme tid meget lokalt i distrikterne, i hele Sydslesvig, i forhold til det omkringliggende samfund, til civilsamfundene på begge side af grænser, til myndighederne i Danmark og Tyskland samt på europæisk plan. Der er mange dimensioner og interesser at holde styr på og hensyn at tage; men det lykkes som regel med synlig effekt. SSF virker mindretalspolitisk alene og sammen med andre mindretal i grænselandet, i Tyskland som helhed i Mindretalsrådet og på europæisk plan inden for FUEN.

Aktiviteterne uden for det sydslesvigske arbejde er ofte blevet kritiseret som optræden på ”bonede gulve”, hvor der er blevet mindet om ”basis” betydning, men har altid været en nødvendighed for at varetage mindretalspolitiske interesser – ofte sammen med partiet SSW og i andre sammenhæng med andre mindretalsforeninger. De mange kontakt- og aktivitetsflader betyder dog også, at en del sydslesvigere i dagligdagen kan have svært ved at se formålet med den markante tilstedeværelse i mange forskellige sammenhæng. Det afstedkommer til tider et legitimeringspres på SSFs ledelse og Generalsekretariatet.

Det er ingen nem post af være formand og generalsekretær, da det kræver en meget høj grad af overblik, opmærksomhed, synlighed, klare formuleringer og proaktiv interessevaretagelse i forskellige mindretalspolitiske arenaer. Men det lykkes og er udtryk for, hvordan danske sydslesvigere generation efter generation har kunnet fostre formænd og generalsekretærer, som er rundet og præget af mindretallet, og som med vedholdende og udholdende ildhu varetager dets interesser. Generalsekretærerne og formændene er traditionelt udgået fra det danske mindretal med dyb mindretalsforståelse og kan således autentisk tale for mindretallet, selv om det undertiden skaber friktion med andre organisationer.

Perioden 1989-2024 har på mange måder været afgørende for det moderne danske mindretal. Det er en fase, hvor mindretallet er blevet transformeret. Hvor dets sammensætning er forandret, hvor generationsskifte, til- og afgang, den generelle samfundspolitiske udvikling, lokalisering, europæisering og globalisering i kombination med digitalisering har haft stor betydning for mindretallet. SSF og Dansk Generalsekretariat er fulgt med udviklingen uden at opgive udgangspunktet, som er den rodfæstede danskhed. Det har haft altafgørende betydning for det mindretalspolitiske virke."