Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

Det danske mindretal ved SSF har sendt sin tidligere formand Dieter Paul Küssner i ringen som præsident-kandidat. Hans kandidatur bakkes op af bl.a. det tyske mindretal i Sønderjylland og Mindretalsrådet i Tyskland. Hans eneste modkandidat indtil videre er Lorant Vincze fra det ungarske mindretal i Rumænien. Skulle Küssner blive valgt til præsident, er det tyske mindretal i Sønderjylland klar med den fhv. SP-forretningsfører Gösta Toft som kandidat til den derefter ledige vicepræsidentpost.

Dieter Paul Küssner præsenteres af SSF overfor de andre FUEN-medlemsorganisationer som en personlighed, der med stor mindretalspolitisk erfaring og et kompetent netværk som præsident vil søge at sikre FUENs økonomi og dens medarbejdere stabile arbejdsforhold, vil arbejde for etablering af et mindretalsudvalg i Europaparlamentet samt en ansvarsplacering af mindretallene hos en kommissær plus en videreførelse af Minority SafePack som et bud på en europæisk mindretalspolitik. Hvad Mindretallenes Hus i Flensborg angår, ser Dieter Paul Küssner gerne, at projektet kan indvies i forbindelse med mindretallets 100 års jubilæum år 2020.

I SSF går man ud fra som givet, at FUENs medlemmer kan se fornuften i, at præsidenten også i den kommende valgperiode kommer fra det dansk-tyske grænseland. Det vil sikre en kontinuerlig fortsættelse af FUENs arbejde for mindretalsrettigheder i Europa.