Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

Det er en enestående chance for at få indfriet et ønske, som længe har stået højt på ønskesedlen hos Sydslesvigsk Forening og blandt medlemmer af det danske mindretal. Denne mindretalshistoriske mulighed bør vi ikke forpasse. Vi bør påskønne, at Danmark vil os endnu mere og rækker hånden frem.

Sydslesvigudvalgets udspil til ministeren er udvalgets forslag på baggrund af SSFs initiativ. Det er op til den danske stat at definere rammerne for dansk indfødsret - ikke Sydslesvig!

Og det burde være indlysende for enhver, at dansk indfødsret er et gode, som bør omgås med varsomhed. Derfor er adgangskriterierne naturligvis relativt skrappe. Det har hele tiden stået klart, at barren ville blive sat højt. Følgende kriterier ligger som forslag. Tre ud af fem skal mindst være opfyldt:

- Afsluttet skolegang i Danmark eller på en dansk skole under Dansk Skoleforening for Sydslesvig, eller kan godtgøre danskkundskaber i skrift og tale på linje med de krav, der stilles til ansøgere, der ønsker at bevare dansk indfødsret efter 22 års-reglen.

- Dansk afstamning, dvs. at mindst en person i ansøgerens slægt 2 eller 3 generationer tilbage har haft dansk indfødsret ved fødslen.

- Ansøgeren har på et tidligere tidspunkt haft bopæl i Danmark i mindst 3 år i træk.

- Ansøgeren har udført aktivt bestyrelsesarbejde i mindst 10 år i en eller flere af det danske mindretals organisationer.

- Ansøgeren har i en periode på mindst 10 år været ansat i en eller flere af det danske mindretals organisationer.

Flere mindretalsdanskere har med udvalgets fem formulerede kriterier mulighed for - hver for sig og i dialog med de danske myndigheder - at søge om dansk indfødsret ved siden af det tyske, mens andre vil blive forbigået eller måske slet ikke nærer et ønske om dansk indfødsret. Det er der ikke noget forkert i eller underligt ved i en åben og rummelig verden. Det er et personligt anliggende, som ikke vil få negativ indvirkning på vores ligeværdige fællesskab indenfor mindretallet, hvor vi jo netop ikke praktiserer intern paskontrol.

Spørgsmålet om dansk indfødsret er og bliver et anliggende mellem den enkelte sydslesviger og den danske stat, som hverken SSF eller andre i Sydslesvig ret beset har nogen myndighed til at blande sig i. Og sagen kolliderer ikke med Bonn-erklæringen og mindretallets anerkendelse som en gruppe, der består af tyske statsborgere, som bekender sig til dansk nationalitet og kultur. De pågældende vil jo vedblive med at være tyske statsborgere.

Sydslesvigudvalgets forslag skal ses som et tilbud på linje med en række andre mulige særrettigheder for personer fra mindretallet. Det gælder for eksempel SU, betingelser for permanent opholdstilladelse eller indfødsret for sydslesvigere bosiddende i Danmark. Rettigheder, som vi finder helt naturlige, selv om ikke alle får glæde af dem.

Den danske regering rækker som nævnt hånden frem for at styrke sammenhængskraften mellem Danmark og Sydslesvig yderligere. Tak bør vi sige, for det er jo meningen med det hele; det er SSFs og mindretallets mission indbundet i et venskabeligt, grænseoverskridende samarbejde med respekt for den lille forskel.

Lad os derfor afvente et eventuelt lovforslag og en høringsrunde, hvor SSF og andre vil få lejlighed til at forholde sig mere detaljeret til de fem kriterier. Men selvfølgelig siger SSF ja til dansk dobbelt statsborgerskab. Denne mulighed er i virkeligheden udtryk for moderne europæisk mindretalspolitik.