Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR:

 

En kæmpe succes! Så enkelt kan det siges. Fire års anstrengelser for at få europæisk mindretalspolitik anerkendt som et officielt EU-anliggende er i de seneste uger kommet et stort skridt nærmere.

EU-Kommisionen, der hidtil hårdnakket har givet den kolde skulder til den pakke med centrale og overordnede mindretals-spørgsmål, - Minority SafePack Initiative (MSPI) - som FUEN og en særlig borgerkomité har anmodet om at få sat på EU-kommissionens dagsorden som et såkaldt borgerinitiativ, slog for små tre uger siden en veritabel koldbøtte og har nu pludselig anerkendt anmodningen fra de europæiske mindretal og registreret MSPI som et officielt borgerinitiativ.

Dog på den sædvanlige betingelse, som også gælder for alle andre EU-borgerinitiativer: At initiativtagerne indenfor ét år kan indsamle én million underskrifter fra menige EU-borgere, som med navn og underskrift tilkendegiver, at det konkrete borgerinitiativ skal behandles af EU-Kommisionen.

I dette tilfælde med officiel virkning fra mandag den 3. april 2017 - og ét år frem!

Umiddelbart en kort frist og en stram deadline til så mange underskrifter, men det er bestemt ikke urealistisk.

Først og fremmest fordi, at FUEN allerede har kridtet skoene og iværksat en massiv PR- og kampagne-indsats i hele sit netværk, der bandt andet består af cirka 90 mindretalsgrupper og foreninger rundt om i hele Europa. Her vil Minority SafePack Initiative (MSPI) blive præsenteret, eksponeret og synliggjort så intensivt via de gængse medier, via de sociale medier og alle øvrige medier, at både beslutningstagere, VIP’s og helt almindelige borgere til sidst vil skrive under på, at Kommisionen kommer til at holde sit nye løfte om at behandle og drøfte de indsendte centrale og overordnede spørgsmål for de europæiske mindretal.

Men inden da blev EU-Kommissionens anerkendelse af MSPI, som det fremgår andet steds på denne side, fejret med glæde og begejstring under en uformel sammenkomst i Mindretallenes Hus torsdag i sidste uge.

En sammenkomst, hvor der både blev skålet, holdt takketaler og sagt tak for indsatsen til de mange kræfter og den ihærdige indsats, som har banet vejen for, at mindretals-initiativet nu er mere inde i EU-varmen end nogensinde før. Sammenkomsten var også startskuddet på den store - men bestemt ikke umulige - opgave, det vitterligt er at få indsamlet én million underskrifter i løbet af det næste års tid.

Fra SSFs side er der også stor glæde og begejstring over den nyeste positive udvikling i sagen. I samarbejde med Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN) og DialogForum Norden gennemfører SSF den offentlige politiske høring på Christiansborg om Minority SafePack Initiative. Høringen finder sted onsdag efter påske (19. april kl. 14:00-15:30). Her vil blandt andet FUENs præsident, Loránt Vincze, og den danske kirke- og kulturminister Mette Bock være til stede for at orientere de mange politikere, udvalgsmedlemmer og Folketingsmedlemmer, som forlods er inviteret, om behovet for om ikke en fælles EU-politik så i det mindste en fælles europæisk holdning til mindretallenes grundlæggende rettigheder og særlige behov for beskyttelse.