Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

Daniel Günther blev kastet ud i valgkampen som partileder for de konservative efter, at Ingbert Liebing fra Sild havde smidt håndklædet som CDUs spidskandidat sidste efterår. Daniel Gunther formåede ikke bare at indhente SPDs forspring i løbet af blot godt og vel fire uger, men endda at overhale socialdemokraterne eftertrykkeligt med ikke mindre end godt fem procent.

Det er en stor skuffelse, at regeringskoalitionen ikke kunne stå distancen og, at vi nu atter må tage plads på oppositionsbænken.

Men lige så bittert må vi konstatere, at vort mindretals- og regionalparti ligesom sine regeringspartnere er gået tilbage med over én procent fra 4,6 procent til 3,3 procent.

Når det er sagt, så er det jo SPDs ekstremt dårlige valgresultat, der er skyld i den rød-grønne-blå regerings endeligt. Det eneste, vi kan glæde os over, er, at vi trods tilbagegangen i antal stemmer fortsat vil være repræsenteret med tre politikere i landdagen.

Hvad angår mindretalspolitikken i den kommende nye regering, må vi håbe, at den vil fortsætte dér, hvor den gamle slap. Godt nok beskylder de konservative kystkoalitionen for at have bremset udviklingen i vores delstat i den forgangne periode. Men det gælder under ingen omstændigheder på det mindretalspolitiske område. Aldrig er der gjort så store fremskridt omkring ligestillingen af vort mindretal som i de forløbne sidste fem år. Det vidner den 250 sider lange mindretalsrapport, der blev drøftet i landdagen den 22. marts, på bedste vis om.

Repræsentanter for alle delstatens mindretal var den dag sammen med mindretals-kommitterede Renate Schnack og generalkonsul Henrik Becker-Christensen mødt frem i Kiel for at følge debatten. Der er ytret bekymring for, at en ny koalitionsregering dannet af CDU og FPD vil betyde vanskelige tider for mindretallene i landet.

 

Med hensyn til den bekymring vil jeg holde alle partier i landdagen fast på, at de alle sammen støttede positivt op om regeringens mindretalsrapport, da den blev fremlagt. En fremragende rapport, som jo netop genspejler de mindretalspolitiske landvindinger, der er gjort i de sidste fem år, ikke mindst takket være SSVs og Renate Schnacks ihærdige indsats.

Uanset hvilke partier, der måtte indgå i den nye koalitionsregering, vil mindretallet sammen med SSV søge dialogen og indgå i et konstruktivt samarbejde om denne.

Vi håber selvfølgelig det bedste for mindretallene og det politiske klima i delstaten i de kommende fem år. Jeg regner ikke med, at den nye regering, hvad det angår, ønsker at skrue tiden tilbage til 2010.

Jon Hardon Hansen