TORSDAGSKOMMENTAR - i dag om onsdagen :-)
DR genudsender for tiden TV-serien Matador. Fulde af forventning vil TV-seere over det ganske land - og såmænd også i Sydslesvig - flokkes om fladskærmen de næste mange lørdage for at genopleve fortællingen om de elskede borgere i Korsbæk. Handlingsforløbet er kendt på forhånd. Det samme er persongalleriet, kulisserne og intrigerne mellem byens bedre borgerskab og de førende familier.
Men ikke alt er, som det plejer! Samtlige afsnit har fået en ansigtsløftning. Alle de småridser, skrammer og urenheder, som plager gamle filmruller, er fjernet. Rensningen er en af den slags fornyelser, som nu engang er nødvendig for at værne om et folkeligt klenodie, der formår at holde gamle og trofaste seere fast og trække nye til. Vi hilser fornyelsen velkommen, men ser samtidig frem til historien og genkendelsens glæde.
Akkurat som det danske mindretal i Sydslesvig også ser frem til sine traditionelle årsmøder. De gennemføres i år fra den 9. juni til og med den 11. juni under mottoet "Fornyelse skal der til". Fornyelsen består i at ruske lidt i de stærke og stolte træer, som får det danske mindretal i Sydslesvig til at fremstå som en frodig skov med snart 100 år gamle rødder og et vidtforgrenet net af aktive foreninger, organisationer, institutioner, skoler, der alle værner om det danske sprog, det danske sindelag og den danske kultur. I denne uges ÅrsmødeKONTAKT kan du blandt andet læse om de nye, små Gråsten-æbletræer, som SSFs årsmødeudvalg har doneret til sine medlemmer og distriktsforeninger ude i de respektive amter. Træerne skal plantes som det synlige tegn på, at mindretallet byder nye og unge individer velkommen i det dansksindede fællesskab.
Vi hilser de nye træer velkommen. Vi byder også velkommen til de særligt indbudte gæster, som skal være hovedtalere ved de danske årsmøder i Sydslesvig 2017. Vi byder velkommen til såvel nuværende som forhenværende ministre og alle øvrige danske og tyske politikere, der finder vej til Sydslesvig i de glade dage, hvor mindretallet er på den anden ende. Vi byder velkommen til alle de historiske traditioner, vi kender, og til alle de fornyelser, som i år har fundet vej til årsmøderne.