Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR

 

En opløftende melding, som giver ny energi og en fornyet tro på projektet hos Sydslesvigsk Forening, der hele tiden har haft Minority Safepack Initiative som en hjertesag.

For at fremme indsamlingen af underskrifter blandt vore egne medlemmer - og blandt det danske mindretal i Sydslesvig - har SSF for kort tid siden nedsat en særlig Task Force-gruppe, der skal speede op for indsamlingen de sidste fem måneder inden den afgørende deadline - 3. april 2018.

Sammen med mindretallets øvrige organisationer sender vi lørdag den 25. november en stor flok underskrift-indsamlere på gaden i Husum, Slesvig og Flensborg for at møde borgerne i øjenhøjde og fortælle dem om nødvendigheden af Minority Safepack-initiativet i håb om at de også vil skrive under.

Og på forsiden af dagens KONTAKT præsenterer vi et helt nyt postkort og en QR-kode til smartphones og tablets, der gør det lettere end nogensinde før at bakke op om Minority Safepack-initiativet, som skal få EU-kommissionen til at sætte de europæiske mindretalsforhold på sin dagsorden.

På europæisk plan findes der cirka 50 millioner medborgere, der tilhører et mindretal eller en sprogkulturel folkegruppe a la det danske mindretal her i Sydslesvig og det tyske mindretal nord for grænsen der - ganske unikt - er sikret beskyttelse, medinddragelse og grundlæggende rettigheder via Bonn-København Erklæringerne fra 1955.

Den slags rettigheder og beskyttelse er imidlertid ingen selvfølge hos de resterende europæiske mindretal, der mange steder er overladt til deres respektive nationers lemfældige mindretals-politik, som kun alt for sjældent dæmmer op for forfølgende, chikane og undertrykkelse.

Det vil vi gerne lave om på ved sætte de europæiske mindretals-anliggender på dagsorden i EU-kommissionen og ved at gøre de grundlæggende mindretals-forhold til en del af de europæiske parlamentarikeres bevidsthed.

Sydslesvigsk Forening opfordrer derfor alle sine medlemmer til at bakke op om den igangværende underskriftindsamling.

Det er nu eller aldrig!

De medlemmer af SSF og mindretallene her i Sydslesvig, som endnu ikke har skrevet under på Minority Safepack Initiative, bør vise deres solidaritet og hurtigst muligt udfylde et postkort, scanne QR-koden eller klikke ind på FUENS kampagne-hjemmeside for at bakke op om denne historiske chance for at støtte de europæiske mindretal. Og meget gerne få fem andre til at gøre det samme!