Facebook

ÅRSMØDE 2018

 

Plakaten er designet af den flensborgske tegner Timo Essner, der til dagligt blandt andet arbejder med karikaturer og tegneserier. Han har fået opgaven af SSFs årsmødeudvalg, der udviklede plakaten i flere møder med kunstneren.

»Det var selvfølgelig vigtigt, at plakaten passer til årsmødets motto ”Velkommen til Sydslesvig”, som så selv genspejler mindretallets aktuelle ”Oplev Sydslesvig”-projekt. Denne kampagne har til formål at vise menneskene i Danmark, at, der er et dansk mindretal syd for grænsen og at det kan betale sig at tage et personligt kig på Sydslesvig. Netop det kommer også til udtryk i plakaten«, fortæller udvalgets formand, Gitte Hougaard Werner.

EN HVILKEN SOM HELST BY I SYDSLESVIG

Timo Essner havde af årsmødeudvalget fået frie hænder til at foreslå et motiv. Eneste betingelse var, at den udover at genspejle mottoet skulle indeholde flaget med ballonerne fra friluftsmødet i Flensborg, der i de seneste år har været fast bestanddel af årsmødeplakaten.

Resultatet er en by i dannebrogsfarver i et frodigt landskab - og selvfølgelig i solskin, det legendære »Dänenwetter« til årsmøderne. Der er enkelte elementer fra mindretallets ”hovedstad” Flensborg, nemlig Helligåndskirken og Neptunbrønden, men ellers kan det være en hvilken som helst by i Sydslesvig, hvor man vil være en del af mindretallet. Budskabet er klart: Inde midt i byen - i hjemmet, forsamlingshuset, skolen, idrætshallen, biblioteket - kan du opleve det danske Sydslesvig.