Sådan kan det ikke gå videre

Debatten om Mindretallenes Hus i slutningen af 2017 og starten af 2018 har været alt andet end opløftende. Men hvis der var et lyspunkt, så var det, at alle danske organisationers repræsentanter på et tidspunkt i januar-februar efterlod indtryk af, at der var vilje til dybtgående forandring. Sådan kunne det ikke gå videre; det var alle enige om.

Desto mere skuffende er det, at vi nu, bare otte uger senere, er vendt tilbage til dagsordenen. Debatten om strukturændringer på weekendens Sydslesvig-konference var et spejl af, hvad organisationerne har ment, før vi ragede uklar for alvor.

SSF mener stadig, at der er god grund til at se på strukturerne - ikke blot for at opnå en bedre kommunikation og afstemning, men også, fordi en ny struktur med et fornyet demokratisk fundament er en mulighed for, at de menige medlemmer i mindretallet kan føle et større medejerskab til helheden.

Lige nu må vi dog konstatere, at det er en drøm blot, fordi nogle af vore organisationer (der for nogles vedkommende har deres eget basisdemokratiske fundament) ikke vil gå denne vej. Desto større er behovet for, at vi omgående tager fat på en drøftelse af, hvordan vores samarbejde i Samrådet kan styrkes. For Grænseforeningens formand havde så såre ret, da han på konferencen påpegede, at det skader mindretallet, hvis vi ikke finder ud af at finde fælles løsninger. Samtidig er det dog afgørende - sålænge Sydslesvig har den aktuelle organisationsstruktur - at Samrådet anerkender og respekterer de nuværende foreningers kerneopgaver, ellers bliver mindretallet handlingslammet.

Vi kan ikke bare lade stå til. For så taber vi ikke kun vores autoritet og troværdighed hos dem, der er vores tro støtter i Danmark og Tyskland. Så taber vi også de unge, der er mindretallets fremtid.

***

Apropos de unge: Langt de fleste deltagere tog glade og tilfredse fra Christianslyst efter en livlig debat og ikke mindst et opløftende indlæg fra Det lille Teater. Men et lille blik i bakspejlet viser, at vi indtil næste års konference alligevel må gøre os nogle tanker om, hvordan vi ikke bare gentager dette møde.

For nøgternt set var konferencen på mange måder endnu et udvidet Samrådsmøde, spædet op med flere nuværende eller tidligere repræsentanter for organisationerne. De "menige medlemmer" var der langt imellem, og unge skulle der ledes endnu længere efter.

Hvis vi vil fastholde den gode idé om, at Sydslesvig-konferencerne skal være bindeled og overgang mellem Samrådet og mindretallets basis, så må vi i fællesskab overveje, hvad vi bør gøre anderledes: Tid, sted, program, deltagere og også nye online-muligheder - alt bør tages op til overvejelse.

Og vi må spørge os selv, om konferencen overhovedet kan blive attraktiv for de unge, eller om vi skulle overveje at gennemføre en ungdomskonference på de unges præmisser. For også her gælder: Sådan kan det ikke gå videre.