Facebook

FUEN går videre med Mindretallenes Hus

 

I dag (lørdag) afholder den europæiske mindretalsunion FUEN sin årlige generalforsamling i det vestfrisiske Leeuwarden/Ljouwert (Nederlandene).

 

SSF har på forsamlingen berettet for de delegerede, at det danske mindretal ikke længere står til rådighed for projektet ’Mindretallenes Hus’. ”Det er ikke lykkedes at samle det danske mindretals organisationer bag et konkret projekt. Derfor har vi i maj måned draget konsekvensen og trukket os fuldkomment ud af projektet Mindretallenes Hus”, sagde SSF-formand Jon Hardon Hansen i sin begrundelse for de ca. 200 delegerede og gæster.

 

Han gav samtidig udtryk for et håb om, at det alligevel vil lykkes de andre partnere at omsætte projektet i det dansk-tyske grænseland. ”Den kulturelle mangfoldighed er profilskabende for Slesvig-Holsten og mindretalspolitikken spiller en ikke ubetydelig rolle i tysk udenrigspolitik. Derfor holder forbundsregeringen, landsregeringen og Flensborg kommune også fortsat fast i ideen med stor entusiasme,“ fortalte SSF-formanden. De stiller også fortsat de afsatte penge - hidtil i alt 1,34 millioner euro – til rådighed til formålet.

 

”Nu er det vigtigt at FUEN overtager førertrøjen og bringer projektet videre sammen med de andre partnere og involverede,” sagde Jon Hardon Hansen, og det er netop, hvad der sker nu:

 

”Mindretallenes Hus er en god idé, og vi stræber fortsat efter at realisere projektet i Flensborg,” sagde FUENs præsident Loránt Vincze i sit svar. Vincze gjorde dog samtidig tydeligt, at hvis det ikke lykkedes at finde det rette sted til centret i Flensborgområdet, så vil det også komme på tale at realisere projektet andetsteds i Europa. ”Hvis vi ikke finder en god løsning i Flensborg eller i grænselandet, så vil vi drøfte andre løsninger, andre regioner og andre forslag. Man lad os tage det skridt for skridt. Nu er det FUENs rolle at udvikle et nyt projekt, at at identificere bygninger i Flensborg og økonomiske midler. Støtten fra Slesvig-Holsten og forbundsrepublikken er der, så vi ønsker at skabe dette projekt i Flensborg. Det er et højdepunkt for vores aktivitet dér.”