Facebook

KOM TIL DE STORE ÅRSMØDER I LADELUND OG EGERNFØRDE PÅ LØRDAG

Synes du også, at det er ærgerligt, at det kun er årsmødesøndag én gang om året? Så har vi et godt tilbud til dig. For udover de tre store friluftsmøder om søndagen finder der hvert år også udendørsmøder sted årsmødelørdag i Egernførde og i Ladelund. Og alle er velkomne.

Sydtønder amts store udendørsmøde årsmødelørdag finder sted den 25. maj i LADELUND omkring ungdomsskolen (Karlumer Strasse 2, Ladelund). Optoget starter kl. 13.30 fra festpladsen, og årsmødet starter på pladsen, når det er tilbage. Talerne den eftermiddag holdes af landdagspræsident Klaus Schlie, Danmarks ambassadør i Berlin, Friis Arne Petersen, og Skoleforeningens områdechef Eberhard von Oettingen. Der er underholdning ved skole- og børnehavebørn fra området samt FDF Nordals Brass Band. Desuden er der mangfoldige aktiviteter for børn og voksne parallelt med sceneprogrammet: fodboldstævne for børnehaver og unge, rundbold, hoppeborg, sminkning, tombola. De danske organisationer og foreninger er også tilstede, bl.a. biblioteksbussen og sundhedstjenesten. Årsmødet varer til ca. 17.30.

I EGERNFØRDE starter årsmødet med et optog kl. 14 fra Exer til det danske center på H. C. Andersen-Weg. På Egernførde IFs sportsplads ved Jes Kruse-Skolen og Medborgerhuset er der så fra kl. 14.45 eftermiddagssamvær med masser af underholdning, sjov, informationer og alvors tale. Se programmet forneden. Desuden er der på pladsen boder og telte, der orienterer om de danske organisationers og foreningers tilbud, alskens lækkerier og masser af sjov og ballade for børn: Fritidshjemmet kommer med eget telt med forskellige lege og aktiviteter som sæbebobler, miniolympiade og alt efter vejret en lille boldbane. SSF Egernførde stiller med et lille og et stort vandbassin mellem halmballer med folie, derudover er der en miniquad-bane, hoppeborg og colakasse-stabling.

PROGRAM EGERNFØRDE

14:00 - Optog fra Exer; Stadthalle

Fra 14:50

• Børnehaverne optræder

• Re-Sepp-Ten – vi hylder Dannebrog

• Ungdomstalerne Matti Wendt og Emelie Eggers, Jes Kruse-Skolens 8. årgang

• Tale ved Jan Kløvstad, leder af Nordisk Informasjonskontor i Norge

• Gymnastikopvisning ved Sønderjyllands Junior Ynglinge Syd (DGI)

• Hilsen ved kredspræsident dr. Juliane Rumpf

• Hilsen ved SSW-landdagsmedlem Jette Waldinger-Thiering

• Koncert ved FDF Gladsaxe Brass Band

• Jes Kruse-Skolens valgfag musical underholder

• Hilsen ved borgerforstander Karin Himstedt

• Hilsen ved kulturkommitteret Reinhard Frank, Rendsborg-Egernførde

• Hilsen ved SSW-distriktsformand Sylvia Filmer-Grabowski