MINDRETALLET SIGER FARVEL OG TAK FOR BESØGET
Ved en afskedsreception med 150 deltagere har det danske mindretal sagt farvel til Hendes Majestæt Dronningen og takket for det imponerende fire dage lange besøg i Sydslesvig. Under receptionen fik Dronningen lejlighed til at tale med syv engagerede mennesker fra mindretallet. Desuden underholdt Ejderskolens Kor fra Rendsborg med sang, Maylis Rossberg med poetry slam og Lene Rosenbaum og Mia Tams fra Cornelius Hansen Skolen med sang.
Majestæten fik af Samrådsformand Christian Jürgensen også på mindretallets vegne foræret en særlig afskedsgave. Det er en forgyldt afstøbning af et smykke fra vikingetiden, som blev fundet i nærheden af Danevirke for få år siden. Originalsmykket af kobber, som ikke er tilgængeligt for offentligheden, blev vist til Dronningen da hun så på fund i Danevirke Museum torsdag formiddag - uden dog at hun kendte til gaven. Det er sat på en kæde med glasperler, som er ligesom afstøbningen lavet af vikingekunsthåndværkeren Sven Hopp og svarer til den slags perler, man brugte, da smykket blev skabt i starten af 900-tallet.
I slutningen af receptionen greb Dronningen ordet hinsides programmet og takkede "for disse fire helt særlige dage". "Jeg har set frem til denne rejse, men har overtruffet mine vildeste forventninger," sagde hun og sluttede "I er sandelig ikke glemt".
Fotos: SSF/Tim Riediger - Flensborg Avis/Martin Ziemer