Facebook

MINDRETALLET SENDER FÆLLES OPFORDRING TIL STATSMINISTEREN

Medlemmerne af Det Sydslesvigske Samråd er gået sammen om en opfordring til statsminister Mette Frederiksen. De danske hovedorganisationer i Sydslesvig ønsker grænselandets behov og mindretallets tætte bånd til Danmark tilgodeset, når samfundet gradvist åbnes op igen.

I en fælles resolution, som de danske hovedorganisationer i Sydslesvig vedtog mandag aften, anerkendes, at grænselukningen i starten af marts var nødvendig for at forhindre smitteudbredelse.

Samtidig understreges, at grænselukningen har sociale, kulturelle og økonomiske følger for befolkningen i grænselandet.

Men i lyset af, at smittetrykket i Sydslesvig og i Syddanmark ligger under gennemsnittet for Danmark og Tyskland som helhed, beder mindretallet regeringen og Folketinget om, at der i forbindelse med en gradvis åbning af grænsen også tages hensyn til de mange kulturelle og menneskelig bånd, der præger grænselandet.

- Lukningen af grænsen har allerede nu haft mange negative følger for vores region. En åbning af grænsen for alle grænselandsbeboere ville være let at kontrollere og et tegn på det gode og særlige forhold mellem Danmark og Tyskland. Det ville også være i pagt med Bonn-København-erklæringerne, lyder det i den fælles resolution, som det danske mindretal vedtog ved mødet mandag aften.

Resolutionen sendes nu til statsminister Mette Frederiksen.