Facebook

FORNEM GAVE TIL DANEVIRKE

Maleriet har i mange år hængt i en spisestue på Lolland. Men da Søllested Gymnastik Forenings Venner, der arbejder for at støtte ungdommen i gymnastikforeningen, samlede ind til et loppemarked, fik lov til at hente genstande fra et dødsbo, faldt de over det enorme værk. Det var hurtigt klart, at det ikke er et maleri, man sælger på et loppemarked, og efter en del efterforskning kom de i kontakt med Danevirke Museum, der var meget interesseret i maleriet.

Den store udfordring var dog transporten, for det er ikke billigt at sende et maleri med målene 1,80 m i bredden og 1,50 i højden - uden ramme. Derfor tog museumsleder Lars Erik Bethge kontakt til Grænseforeningen på Lolland. De tilbød straks at ville stå for transporten.

Det viser sig, at maleriet i sig selv har en spændende historie. Det hang i spisestuen hos en politisk aktiv familie på Lolland. Manden var højskolelærer, og i 1950, da højskolen på Lolland brændte, gav familien husly til elever og genstande fra højskolen. Efter genopbygningen af højskolen flyttede maleriet tilbage, men i 1960’erne fandt det igen vejen til familien, hvor det har pyntet spisestuen lige siden.

Maleriets historie er præget af hjælpsomhed og frivilligt arbejde. Det gælder også maleriets vej til Danevirke Museum. Foruden indsatsen fra Søllested Gymnastik Forenings Venner og Grænseforeningen, kom der også hjælp fra Opel i Nakskov. Indehaveren er nemlig selv foreningsmenneske, og han sponsorerede varevognen, så det store maleri kunne køres fra Lolland til Danevirke.

Maleriet er fra Arthur Petersen, som har været forstander på Lollands højskole.

- Såvidt vi ved, findes der kun en anden kopi af maleriet, der i sin original er et forholdsvis lille billede. Den anden kopi er mindre, så jeg vil påstå, at vi har den største udgave af Thyre Dannebod, lyder det fra Lars Erik Betghe.

Danevirke Museum og SSF siger tak for den fornemme gave og for den store indsats fra alle involverede.