Facebook

- TAK FOR JERES INPUT

 

- Vi efterlyste tilbagemeldinger på, om der er brug for en forandring og om, hvordan den i givet fald kunne se ud. Jeg mener, at vi har fået nogle meget klare signaler. Det burde vi være taknemmelige for, fastslår SSFs formand.

Som del af den proces, Det Sydslesvigske Samråd satte i gang for omkring tre år siden, blev der i løbet af maj holdt tre regionale møder. Flensborg Avis gennemførte møderne, der havde til formål at give medlemmerne af Samrådet et indblik i, hvad mindretallets medlemmer ønsker med henblik på strukturen.

- Jeg kan fornemme, at mange efterlyser en nemmere struktur, så vi kan frigøre nogle resurser, som så kan bruges til at støtte det lokale danske arbejde, lyder det fra Gitte Hougaard-Werner.

Et af hovedpunkterne ved de regionale møder var den stigende udfordring med at motivere medlemmer til bestyrelsesarbejdet eller til det frivillige arbejde i idrætsforeningerne samt i kommunerådene.

OP TIL ORGANISATIONERNE

Signalerne var ifølge Gitte Hougaard-Werner meget klare, og SSF går ind for, at der uden skyklapper eller hellige køer ses på den overordnede struktur.

- Jeg håber, at vi med tilbagemeldingerne fra de regionale møder og med konklusionerne fra forvaltningschefernes rapport kan tage de afgørende skridt. Vi skal vise rettidig omhu, og vi bliver nødt til at fokusere på helheden, hvis vi vil fremtidssikre vores mindretal. SSF er sammen med SdU og andre gået ind i processen med ønsket om forandringer. Men vi kan og vil ikke forandre den overordnede struktur imod andres vilje, understreger Gitte Hougaard-Werner og peger på, at selv om bolden nu igen er på Samrådets boldbane, skal de afgørende beslutninger træffes i de enkelt organisationer.

- Sådan er vores nuværende struktur. Samrådet har ingen beslutningskompetance. Det betyder, at det er op til de øverste myndigheder i hver enkelt organisation, fastslår Gitte Hougaard-Werner.

Hun vil på nuværende tidspunkt ikke lægge sig fast på, hvilken struktur-model hun favorisere for mindretallet.

- Altafgørende er, at vi styrker vores fællesskab, at vi har mod på at gå fremtiden i møde, og at vi hjælper vores ildsjæle, så de også fremover kan fylde mindretallet med liv - uden at gå ned med flaget.