LANDDAGSPRÆSIDENT MØDER MINDRETALLET
Kristina Herbst, parlamentspræsident i Slesvig-Holsten, besøgte i dag Flensborghus og Centralbiblioteket. Her mødte hun repræsentanter fra de danske organisationer i Sydslesvig. De gav den nye landdagspræsident, som er efterfølger af Klaus Schlie, en orientering om det danske mindretal og organisationernes arbejde. Programmet indeholdt en velkomst og reception på Flensborghus ved SSF-generalsekretær Jens A. Christiansen og SSF-formand Gitte Hougaard-Werner, der efterfølgende også holdt et oplæg om det danske mindretal i Slesvig-Holsten. Derefter fulgte et foredrag ved SSW-formand og landdagsmedlem Christian Dirschauer samt et ved Udo Jessen, formand for Skoleforeningen, og Kay von Eitzen, formand for Sydslesvig danske Ungdomsforeninger (SdU).
Besøget fortsatte derefter på Centralbiblioteket i Flensborg. Her orienterede bibliotekschef Jens M. Henriksen om bibliotekets arbejde.
Velkommen til - Kristina Herbst 🇩🇰
📷 fra venstre: Jens A. Christiansen (SSF-generalsekretær), Christian Dirschauer (SSW-partiformand), Lars Kofoed-Jensen (Direktør i Skoleforeningen), Kristina Herbst (parlamentspræsident i Slesvig-Holsten), Udo Jessen (Formand i Skoleforeningen), Gitte Hougaard-Werner (SSF-formand), Utz Schliesky (parlamentsdirektør i Slesvig-Holsten), Kay von Eitzen (SdU-formand), Martin Lorenzen (SSW-landssekretær), Anders Kring (SdU-direktør).
(Foto: SSF)