Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR: EN KONFERENCE OM INDHOLD

 

Efter en levende debat om demokrati og (manglende) indflydelse på beslutninger i mindretallet, er organisationerne dog blevet enige om ikke helt at lukke for det varme vand ved at gennemføre en Sydslesvig-konference om emnet lørdag den 24. januar kl. 14:30-18:30 på Jaruplund Højskole, hvor alle - især de såkaldt menige danske sydslesvigere - kan komme, hvor man kan lytte til kompetente indledere, og hvor alle får ordet; ikke mindst fordi deltagerne også vil blive inddelt i café-drøftelser.

Det er meningen, at tilkendegivelser fra mødet skal bruges til yderligere inspiration i Samrådet og den nedsatte arbejdsgruppe. Kun højskolens fysiske rammer begrænser antallet af deltagere.

Kritiske stemmer, der allerede har bebudet, at de eksempelvis ikke vil komme til TV Syds høring i aften kl. 19 på A.P. Møller Skolen i Slesvig, fordi de er trætte af hele tiden at skulle forsvare, at der bruges så mange midler på mindretallet, mens der sjældent fra mediernes side fokuseres på det indholdsmæssige danske arbejde, der ydes i mindretallets rækker, opfordres udtrykkeligt til at være med i debatten både i aften og den 24. januar på højskolen. Det er nemlig meningen, at der på denne Sydslesvig-konference skal ses på indhold.

Så noter datoen allerede nu, og vel mødt den 24. januar.