Facebook

TORSDAGSKOMMENTAR:

SSF Flensborg Amt og Dansk Skoleforening er gået sammen om en ny og spændende form for danskundervisning: Far, mor og børn drager sammen til Højskolen Østersøen en weekend i april for legende let at lære dansk hhv. forbedre deres danskkundskaber. Der er tilrettelagt en del fælles aktiviteter, men der indgår i programforløbet også deciderede dansktimer på forskellige trin. Temaet er forår og strand.

Tilbuddet er rørende billigt: 105 euro for 1-2 voksne plus 1 barn over 5 år inkl. den ene voksnes deltagelse i sprogundervisningen. Vil også voksen nr. 2 have danskundervisning, koster det 25 euro ekstra; medbringes flere børn koster det 20 euro pr. barn. Har man en i forvejen dansksproget partner, vil vedkommende blive inddraget i sprogaktiviteterne.

Ankerkvinden bag forsøget er fhv. skoleinspektør Charlotte Bassler, Kobbermølle. Det er også hende, der kan fortælle mere om weekendkurset og frem til 1. marts tager imod tilmelding.

Initiativet er en udløber af en sprogdebat i SSFs og Grænseforeningens telt ved Folkemødet på Bornholm sidste år.

Kender man nogen, der vil have godt af et sådant weekend-danskkursus men ikke har kendskab til denne enestående mulighed, er man yderst velkommen til at videregive oplysningerne om dette aldeles geniale initiativ - også omtalt på tysk på syfo.de/nyhedsoversigt/vis/artikel/lerne-daenisch-in-daenemark-zusammen-mit-deinen-kindern-18-194/.

Bliver weekenden en succes, forsøges kurset gentaget.

SYDSLESVIGSK FORENING