Facebook

AFFALD BLEV INDSAMLET OG BRUGES NU TIL MEDALJER

Mandag stod der “Clean Up” på programmet, da kompetencenetværket for mindretal (“Minderheiten Kompetenz Netzwerk”) sammen med Europeada havde inviteret til indsamling af affald på stranden i Wassersleben ved Skomagerhus. Fra kl. 16 blev der samlet plastikaffald, som bruges til at lave medaljer til mindretallenes europamesterskab i fodbold. Turneringen spilles i 2024 som bekendt i det dansk-tyske grænseland, og den står under overskriften ”Between the Seas”. Et motto, som arrangørerne bevidst har valgt på grund af grænselandets beliggenhed. Samtidig bruges mottoet til at gøre opmærksom på naturens betydning for os her i grænselandet, og derfor var det med stor glæde, at Europeada forleden fandt den helt rigtige partner i den danske virksomhed “Strandet”. Den forarbejder nemlig plastaffald fra havet (og fra stranden) og fremstiller forskellige produkter af det - i dette tilfælde medaljerne til fodboldturneringen.

OMFATTENDE SEMINAR

Affaldsindsamlingskampagnen fandt sted i forbindelse med et seminar arrangeret af kompetencenetværket for mindretal. Netværket havde inviterer til en weekend med emnet mindretal, identitet og sport - med særlig fokus på Europeada. Således blev der for eksempel talt om mindretalsidentitet og sport. Der blev også holdt møder med det sydslesvigske fodboldlandshold og grænselandets fire nationale mindretal præsenterede sig selv.

#europeda