Facebook

FOLKEMØDE PÅ EJER BAVNEHØJ

 

Arrangementet, der støttes af Grænseforeningen, Kultursamvirket i Skanderborg og Foreningen PlanDanmark, havde oprindelig kultur- og kirkeminister Marianne Jelved og Sydslesvigsk Forenings formand Jon Hardon Hansen som hovedtalere. Hvad førstnævnte angår, vides ikke, hvem der kommer i stedet, eller om hun kommer i anden funktion; men SSFs formand kommer.

Velkomsten står Grænseforeningens generalsekretær Knud-Erik Therkelsen for.

Operasangerinden Laura Flensted-Jensen, gymnastikforeningen Gedved og folkedansere fra Sydslesvig og Skanderborg underholder. Og der bliver klaver-akkompagnement ved Johan Herold.

Arrangementet, der afvikles i en idyllisk bakkedal på Ejer Bavnehøj, plejer at samle flere tusinde deltagere, der alle medbringer madkurv, tæppe/klapstol og paraply. Med andre ord et skønt udflugtsmål også for distrikter og foreninger fra Sydslesvig.

SSF overvejer at indsætte en bus til arrangementet; har man interesse, bedes man kontakte Tine Andresen på tlf. +49 (0)461 14408 150 eller på tine@syfo.de.