Facebook

SET OG SKET I 2020

For 2020 blev det mest mærkelige år med store udfordringer for alle. Corona epidemien starter i Kina i november 2019 og i begyndelsen af marts 2020 invaderer den hele Europa. Fra 11. marts lukker stort set alt ned – også kulturen. Vores foreningsliv med hygge, sammenkomster, aktiviteter, undervisning – ja alle vores møder i og uden for vores forsamlingshuse må aflyses.

Et par ting nåede vi dog.

Den 27. januar viser vi teaterforestillingen ”Grevens fejde”, ved Himmerlands Teater, for 4.- 6. klasse på Jes Kruse Skolen – en hylende morsom, historisk fortælling med 2 formidable skuespillere, hvoraf den ene behersker alverdens musikinstrumenter fra middelalderen og den anden endnu ikke er blevet opdaget til cirkus revyen. Den 18. februar viser vi ”Juhu, det regner” for børnehaverne i Ejderhuset – en varm og hyggelig forestilling for de helt små v. Teater Baglandet.

En intens teaterkoncert - ”Træt lever og tungt hjerte”-, om musikeren Tom Waits liv, præsenterer SSF i Medborgerhuset d. 20. februar og publikum tages med ind i musikerens univers.

Distrikterne når enkelte arrangementer i januar og februar – generalforsamlinger, vinter- og fastelavnsfest og banko er nogle af dem.

Den 5. marts inviterer SSF amtsstyrelsen til et foredrag med historiker og tidl. generalkonsul Henrik Becker-Christensen i Medborgerhuset om grænsedragningen 1918 – 1920, som jo blev medvirkende til, at der i dag findes mindretal på begge sider af grænsen.

SSF 100 ÅR - I sommeren 2020 er samfundet stort set lukket op igen, dog med restriktioner. Den 26. juni lykkedes det at holde en fødselsdagsfest med afstand og desværre kun for en mindre skare fra SSF bestyrelserne.

EN SORT DAG for mindretallet i Risby var den 26. juni dog også, for her lukkede skolen som undervisningssted. Hvordan ser fremtiden ud for SSF i Risby? De danske foreninger arbejder i fællesskab på at bevare skolen som mødested for mindretallet i området. Vi ved - efter erfaringer fra andre skolelukninger - at mindretallets eksistens er truet, når institutionerne lukkes, så derfor er det utroligt vigtigt for de danske i Risby og omegn, at det lykkedes. Risby kommune er ligeledes inviteret med til at gøre brug af lokalerne, og således håber man at økonomien kan gå op.

I KIEL modtager Pia Renkwitz, som er SSF formand i distriktet Pris-Klaustorp, sammen med Helga og Holger Balbierski - formand og kasserer i SSF Holtenå, i forbindelse med byfesten"Kieler Woche" en pris og udmærkelse fra borgmesteren, hhv. byen Kiel for deres årelange frivillige indsats. Et stort tillykke skal igen lyde herfra.

I december gik SYDSLESVIGPRISEN til Helga og Holger Balbierski – vores bestyrerpar i Kiel-Holtenå. Man kan ikke forestille sig den ene uden den anden: Helga og HolgerI mere end 40 år har de to i fællesskab ydet en enorm indsats for det danske mindretal.

Generationer af SSF’ere, SSW’ere, kursister, kirkegængere og mange flere har haft glæde af Holtenå Forsamlingshus, hvor Helga og Holger siden 1978 har været bestyrerpar.

Men de to er mere end det. For de er også i fritiden en aktiv og vigtig del af mindretallet. Derfor fik de overrakt Oberts H. Parkovs Sydslesvigpris 2020. Stort tillykke til Helga og Holger!

Her i januar 2021 ser vi frem imod forår og sommer – ja netop, de lysere tider – som vil komme - hvor vi igen kan mødes til aktiviteter, møder og fester, og indhente det meste af det, vi måtte undvære i 2020. Vi glæder os!