Facebook

- VI HAR BRUG FOR DE SMÅ FORSAMLINGSHUSE

På SSF Husum Amts generalforsamling rettede amtsformand Nadine Baumann-Petersen en varm tak til de mange frivillige i distrikterne.

- Uden jeres hænder og ideer kunne vi ikke holde liv i de små forsamlingshuse, og uden dem ville mindretallet dø ud, sagde hun.

 

En del af beretningen handlede dog om aktiviteter, der, påtvunget af restriktionerne, måtte foregå andre steder.

Nadine Baumann-Petersen nævnte flere digitale tiltag i årets løb, men også jubilæumsarrangementet på Mikkelberg fik et ord med på vejen.

Bortset fra et revisorskifte, var der genvalg over hele linjen, således også til amtsformanden og til bisidderne Daniela Caspersen, Regina Petersen og Eike Jürgensen. Ny revisor blev Anna-Griet Wessels fra Hatsted.

SSWs kredsformand, Sybilla Nitsch, understregede sidst på mødet vigtigheden af at SSW kommer i Forbundsdagen blandt andet for at kæmpe for mindretallenes sprog.

- Der skal være mere frisisk og dansk i de offentligt kontrollerede medier, sagde hun.

SSFs formand, Gitte Hougaard-Werner roste amtets digitale indsats og erklærede sig enig i amtsformandens ord om de små forsamlingshuse.