Nyheder

Et år med generalsekretær Lasse Rodewald.

Et år med generalsekretær Lasse Rodewald

For præcis ét år siden, den 1. oktober 2025, havde Lasse Rodewald sin første arbejdsdag på Flensborghus. Dén dag startede han som SSFs generalsekretær.
Lasse kom fra en stilling som kultur- og pressechef på Den Tyske Ambassade i København, men han kom bestemt ikke som ny ind i mindretallet. For Lasse er født og opvokset i Sydslesvig, og inden København blev hans hjem, tog han studentereksamen på Duborg-Skolen i Flensborg. Med eksamensbeviset i hånden drog han med et par omveje til Saxo Instituttet ved Københavns Universitet, hvor han læste historie. I hovedstaden mødte han også sin kone, som han har fået to børn med. Og selv om København på mange måder var hans hjem, holdt han altid fast i sine sydslesvigske rødder, og efter 22 år trak det ham hjem til mindretallet.

Tilbage i Sydslesvig
Men jobskiftet betød ikke kun, at Lasse vendte hjem. Det betød også, at hans familie skulle forlade hovedstaden. En svær beslutning for den unge familie.
- Flytningen af min familie har helt afgjort været den største tvivl om det at flytte hjem til Sydslesvig. Jeg vidste jo nogenlunde, hvad der ventede mig, men for mine familie har mindretallet primært været noget, de kendte fra ferierne. Men heldigvis er bekymringerne blevet gjort til skamme. Det har været en virkelig god oplevelse for børnene, der er blevet taget godt imod og min respekt for den store opgave, vores pædagoger og lærer løfter hver eneste dag er kun vokset, fortæller Lasse, og fremhæver det gode fællesskab i Lyksborg, hvor familien er flyttet hen. 
 

Ved SSF-roret
Lasse Rodewald overtog posten fra Jens A. Christiansen, der havde været generalsekretær i næsten 25 år. Det betød, at Lasses første større arrangement hjemvendt til Sydslesvig var Jens A. Christiansens store afskedsreception, hvor stafetten officielt blev givet videre. Derefter har der været fart på. Lige fra FUEN-kongres i Sydtyrol, regnskabsberetning på det første Landsmøde, folketingstur, diverse kulturarrangementer, medarbejdersamtaler, møder i Hovedstyrelsen, i Forretningsudvalget, i Mindretalsrådet, i kredsen af forvaltningschefer, tiltrædelsesbesøg i Danmark og i Tyskland, repræsentative opgaver og meget mere.
 

Det travle forår
Et SSF-år går hurtigt. Særligt, når man gerne vil nå langt ud. Det vil Lasse, og i hans første generalforsamlingssæson deltog han i talrige møder på distrikts- og amtsplan. Den første store prøve ventede dog i maj, hvor mindretallets højdepunkt, Årsmøderne, bankede på. Og lige efter de omkring 35 regionale møder samt de tre store friluftsmøder kunne holdes, ventede der et Folkemøde, og så var der kommet en nyhed om, at Folketingets nye medlemmer for første gang nogensinde var indbudt til en orienteringsrejse til Sydslesvig. Den skulle finde sted få dage efter Årsmøderne.
- Båndet til Danmark er eksistentielt for det danske mindretal, så vi er begejstrede for Folketingets orienteringsrejse. Samtidig er det klart, at der er en masse organisatoriske spørgsmål forbundet med det. Derfor var det imponerende at opleve personalet og de frivillige i situationen. Man skulle tro, at årsmøderne og orienteringsrejsen ville udløse panik og stress, men det var slet ikke sådan, jeg oplevede det. Tværtimod. Alle havde deres roller, alle vidste, hvad de skulle gøre, alle følte ansvar for arrangementerne, for mindretallet og for SSF. På den måde blev det tydeligt for mig, at arbejdet ved SSF er meget mere end et job, fastslår Lasse Rodewald.
 

Fremtidsperspektiv
På et år er der sket meget, og som ny generalsekretær har Lasse sat en masse ting i gang.
- Det er både meget lavpraktiske arbejdsprocesser, som vi har justeret på. Samtidig har vi nedsat en arbejdsgruppe for at ændre vores vedtægter, så de tilpasses medlemmernes behov. Det har været rørende og opløftende at bevidne den store frivillighed i og om det danske mindretal. At være med til at udvikle rammerne for vores ildsjæle er en fornøjelse og et privilegie, fortæller generalsekretæren. 
Han uddyber, at SSF er i færd med nogle fornyelser, som kommer til at berøre organisationen arbejdsmæssigt. Samtidig arbejdes der på nogle grundlæggende forandringer, der kommer til at berøre hele mindretallet. 
- Jeg glæder mig til, at disse kan præsenteres, drøftes og bliver til at føle på ude i Sydslesvig, lyder det fra Lasse Rodewald, der i dag, torsdag den 1. oktober 2026, har været SSF-generalsekretær i præcis et år.