Nyheder

52 kvinder på tur: Historie, kunst og god mad
Den slesvigske Kvindeforenings sommerudflugt foregik i år onsdag den 11. juni. Første stop var Veng Klosterkirke, som er Danmarks ældst bevarede klosterkirke. Kirken er nænsomt renoveret og har i den forbindelse bl.a. fået en ny og moderne kristusfigur udført af billedhuggeren Erik Heide fra Mors. De 52 deltagere kunne i det bedste solskinsvejr se på kirken og gå en tur over kirkegården. På Restaurant Veng Kloster, der ligger ved foden kirkehøjen, blev der serveret en særdeles fin middag. Herefter kørte bussen til Aarhus, hvor kunstmuseet ARoS var det endelige mål. Deltagerne fik en kortere guidet rundvisning i de to udstillinger Igshaan Adams – Weerhoud og Picasso, Miró, Léger– modernismens mange stemmer. Igshaan Adams udstilling består af tekstile installationer, hvor han har vævet livets oplevelser med dets traumer og helinger ind i store værker med perler, tråde og andet materiale. Igshaan Adams er født 1982 og opvokset i den tidligere raceadskilte forstad Bonteheuwel i udkanten af Cape Town. Modernismens mange stemmer dykker ned i det, som modernismen består af og viser også en række andre retninger end de vante med både naivistiske og spirituelle værker. Efter en kop kaffe var det tid til at fordybe sig i udstillingerne, se på flere udstillinger og komme op i ARoS og gå en tur i Olafur Eliassons spektakulære kunstværk, Your rainbow panorama.




