Nyheder

Bevilling: To stærke fællesprojekter på vej.
Sydslesvigudvalgets formand Benny Engelbrecht holdt en tale årsmødelørdag.

Bevilling: To stærke fællesprojekter på vej

Sydslesvigudvalgets meddelelse om bevillingen for 2026 har vakt stor glæde hos Sydslesvigsk Forening (SSF). Det skyldes både fremskrivningen på driftstilskuddet – den ligger på 2,5 procent – men særdeles også to fællesprojekter, der nu kan realiseres takket være projekttilskud fra Sydslesvigudvalget.

Det ene projekt ansøgte SSF om på vegne af Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Sydslesvig Danske Ungdomsforeninger (SdU), Dansk Kirke i Sydslesvig (DKS), Flensborg Avis og SSF. Projektet går ud på at udstyre omkring 120 af mindretallets bygninger – det vil sige skoler, institutioner og forsamlingshuse – med aktuelle portrætter af D.M. Kongen og Dronningen. Det har i længere tid været et stort ønske blandt medlemmerne. Ikke mindst for at vise det stærke bånd til Danmark og i særdeleshed til Kongehuset. Desværre har ikke alle mødesteder haft økonomien til selv at kunne købe de aktuelle portrætter. Derfor gik Skoleforeningen, SdU, Kirken og SSF sammen om at søge et projekttilskud på næsten 500.000 kroner til indkøb af portrætterne, hvilket Sydslesvigudvalget nu har bevilliget.

Som næste skridt skal SSF søge Kongehuset om tilladelse til at sætte portrætterne op, inden indkøb kan realiseres.

Et andet fællesprojekt, som Sydslesvigudvalget har sagt ja til, er projektet „Sammen om fællesskaber“. I det vil Dansk Sundhedstjeneste, Dansk Kirke i Sydslesvig og SSF kortlægge, adressere og bekæmpe ensomheden blandt ældre i Sydslesvig. Organisationerne ønsker at forbinde ensomme ældre med aktive seniorer og frivillige og genintegrere de ældre ensomme i et aktivt seniorliv via DKS’ og SSF’s kulturtilbud og humanitære arrangementer. For at kunne realisere projektet er der brug for at finansiere en deltidsprojektkoordinator i en toårig opstartsperiode. Sydslesvigudvalget er imødekommet projektansøgningen på 410.300 kroner til det.

 

SSF-formand Gitte Hougaard-Werner udtaler i den forbindelse:

- Vi er meget taknemmelige for både fremskrivningen af driftstilskuddet og for projekttilskuddene. At vi i fællesskab kan udstyre vores mødesteder med aktuelle portrætter af D.M. Kongen og Dronningen, betyder meget både for vores medlemmer, men også for os som danske organisationer. Vi er en del af det folkelige fællesskab med Danmark, hvilket H.M. Kongen understregede, da Kongeparret besøgte os i oktober 2024. Portrætterne tydeliggør vores tætte bånd til Kongehuset.

Randi Kuhnt, formand for Sundhedstjenesten, udtaler om projektet „Sammen om fællesskaber“:

- Projektet betyder rigtig meget for os, og vi er så glade for bevillingen. Projektet kommer til at gøre en positiv forskel blandt vores brugere. For vi oplever, at et voksende antal ældre, som har været aktive i foreningslivet, pludselig ikke deltager mere. Typisk fordi helbred, usikkerhed og praktiske barrierer spærrer vejen – fysisk og/eller mentalt. Men med projekttilskuddet får vi nu mulighed for at udvikle og udbrede praktiske løsninger for de mennesker, som er ramt af ensomhed.

Charlotte Thea Gade, provst i DKS, tilføjer:

- I mine øjne er projektet et godt eksempel på, hvordan vi som organisationer kan samarbejde og supplere hinanden. Sundhedstjenesten har gennem sine sundhedsfaglige opgaver adgang og kontakt til projektets målgruppe. SSF har en bred vifte af tilbud, som er målrettet ældre medborgere, og præsterne i DKS har direkte kontakt med medlemmerne af menighederne ved gudstjenester, menighedsmøder og sociale aktiviteter. Det giver derfor rigtig god mening, at vi har et målrettet samarbejde vedrørende den stigende ensomhed blandt ældre.

Folkemødet nytænkes

Et projekt, der ikke blev imødekommet, var SSF’s ansøgning om et tilskud øremærket til Folkemødet på Bornholm. Her meddelte Sydslesvigudvalget, at udvalget i stedet har valgt at yde et øremærket tilskud på 700.000 kroner til Grænseforeningen. Tilskuddet er dog betinget af, at der fremlægges et samlet forslag til, hvordan Grænseforeningen sammen med de relevante sydslesvigske foreninger sikrer, at disse midler til folkeoplysning i Danmark om mindretallet anvendes mest hensigtsmæssigt. Det betyder, at organisationerne nu skal sætte sig sammen for at se på, hvordan formålet om folkeoplysende aktiviteter opfyldes bedst muligt ved tilstedeværelsen på Folkemødet. Både SSF og andre sydslesvigske organisationer har forinden fastslået, at de gerne fortsat vil deltage ved Folkemødet.