De to "nye " på generalsekretariatet
De to “nye” på generalsekretariatet
Siden den første august har SSF fået besat to stillinger på generalsekretariatet. Det lyder af meget, men baggrunden er en intern rokade. Den ene nye medarbejder er Claudia Jans, der per 1. august er startet som ny kommunikationsassistent i Sydslesvigsk Pressetjeneste. Hun tager over efter Jette Hanisch, der efter 43 år i SSF er gået på velfortjent pension.
Claudia har hidtil arbejdet i SSFs kulturafdeling, men valgte at søge stillingen internt.
Den dermed ledige stilling i kulturafdelingen blev så ligeledes besat via en intern ansøgning. Simone Bruhn, der hidtil arbejdede i SSFs Centralkartotek, er pr 1. august ny kontorassistent i kulturafdelingen.
- Vi er glade for, at vi på den måde har kunnet opfylde kollegaernes ønsker om en professionel forandring, lyder det fra generalsekretær Jens A. Christiansen, der samtidig påpeger, at de to på trods af deres hidtidige stillinger har været igennem den helt normale ansættelsesprocedure.
Desuden fremhæver han, at den interne rokade både har fordele og ulemper.
- Vi får to medarbejdere med stort kendskab til vores virke og vores medlemmer på nogle meget centrale poster i SSF. Det er vi glade for, og vi ved, hvad vi får med både Claudia og Simone. Men det betyder også, at vi fortsat mangler en medarbejder - nu dog i Centralkartoteket, siger generalsekretæren, der samtidig røber, at der muligvis allerede snart kan præsenteres en ny medarbejder på den post.