Nyheder

Endnu engang fuldt hus til fællesspisning.
Endnu engang fuldt hus til fællesspisning.

Endnu engang fuldt hus til fællesspisning

 

Af Bodil Vogel

Lørdag den 27. januar afholdt Humanitært Udvalg fællesspisning i Det Danske Hus i Sporskifte.
Allerede kort tid efter at vores forårsfolder var blevet sendt ud, var alle 72 pladser væk. Vi kunne have været mange flere, men der kan kun dækkes op til 72 personer i Det Danske Hus.
Doris havde dækket fine borde og vi havde en dejlig dag, hvor der blev serveret sønderjysk grønlangkål med kålpølser, hamborgryg og flæsk. Til dessert fik vi dansk æblekage og kaffe.
Til sådan en dag, hvor fællesskabet er i højsædet, hører der også lidt sang og underholdning, så vi fik sunget nogle sange fra højskolesangbogen, som Åse Abild ledsagede på klaver. Peter Lynggaard Jacobsen læste op af Gustav Wied’s forfatterskab - ham vi kender fra Livsens ondskab og Knagsted, og det var skønt at høre lidt fra et af hans værker igen, hvor det er replikkerne og situationerne, der gør hans forfatterskab genialt.
Vi fik også sagt TAK til Doris. Doris har igennem mange år vartet os op, og sørget for alting til vores Spis-sammen-dage. Doris stopper nu i Det Danske Hus, og vi vil komme til at savne hende. Doris fik overrakt en gave og en buket blomster fra det Humanitære udvalg med et tusind tak, og derefter sang vi ”Du kom med alt det der var dig”.
Efter kaffen og æblekagen begyndte folk at tage hjem, så vi sluttede dagen med en ”Tak, fordi I kom” og en sang.
Det blev en hyggelig og vellykket dag, som vi vil gentage til efteråret.