Nyheder

Et inspirerende møde med folket
Folkemødet på Bornholm har rigtig meget at byde på. Det kan man i hvert fald fristes til at tolke, når Folkemødet gang på gang er et kæmpe tilløbsstykke. Den demokratiske festival med hundredvis af debatter, kulturarrangementer, oplæg og netværksmøder formår på helt unik måde at skabe rammen, så ministre, partiledere og interesseorganisationer møder folket ansigt til ansigt.
Og siden det danske mindretal er del af det danske folk og mindretalsorganisationer hører til kategorien „danske interesseorganisationer“ har mindretallet i en årrække deltaget med et eget Sydslesvigtelt. Ideen hertil blev født i SSF og Grænseforeningen, men da sidstnævnte i maj 2025 meldte ud ikke længere at ville være tovholder for et Sydslesvigtelt, var der i 2026 ikke noget Sydslesvigtelt.
En anderledes oplevelse
Uden et eget Sydslesvigtelt blev deltagelsen på en lidt anden måde end hidtil, for delegationen fra Sydslesvig havde ikke længere et sted, som folk opsøgte for at høre om mindretallet. Derfor blev Folkemødet i langt højere grad brugt som inspirationskilde. Der er nemlig et hav af spændende debatter, nytænkende formater og interessante mennesker, man kan lade sig inspirere af. Særligt i år, da mange af debatterne havde fokus på meget relevante emner. Et af dem var danskhed og identitet. Det er omdiskuterede emner i Danmark, og i Sydslesvig er danskhed og identitet ligeledes noget, man har hørt om til det ene eller andet debatmøde. Derfor kunne deltagerne fra mindretallet passende lade sig inspirere og bidrage til emner som „Hvornår er man god nok til at blive dansk“, „Bør danskhed sættes på formel“ eller „Hvem er folket“. Men også fællesskaber og frivillighed var store emner på Folkemødet. Her lokkede debatter med overskrifter som „frivilligledelse der holder“, „sådan rulles den røde løber til fællesskaber i hele Danmark“ eller „SoMe skaber stærke fællesskaber - og lige så stærke fronter“. Sidstnævnte var endnu et fokuspunkt på Folkemødet: Sociale Medier og kunstig intelligens’ indflydelse på samfundet.
Kultur og KI
For kunstig intelligens gør ikke holdt ved grænser. I Sydslesvig fylder chatten ligeledes, og det påvirker mange områder i hverdagen. Således var mange af emnerne på Folkemødets program brandaktuelle for det danske mindretal. For eksempel, hvordan kunstig intelligens påvirker arbejdslivet, de unge, kommunikationen eller kulturlivet. Den teknologiske udvikling påvirker os alle, og det store spørgsmål er, hvordan et demokratisk fællesskab håndterer denne forandring. Noget, Folkemødet ikke nødvendigvis gav direkte svar på, men der var til gengæld en masse indspark til, hvad andre tænker og hvordan andre har tænkt sig at håndtere udviklingen.
Sydslesvigsk deltagelse
Delegationen fra Sydslesvig var dog ikke kun med for at lade sig inspirere. Deltagerne havde også sat sig for at markere sig i debatter og ved events for derigennem at skabe opmærksomhed omkring det danske mindretal. Til det deltog de aktivt i debatter, flere af dem var iklædt SSF-tøj, de gik aktiv ind i samtaler og nogle steder lykkes det også at placere sydslesvigere i paneler. Det var for eksempel SSFs formand Gitte Hougaard-Werner. Hun var med i „Det danske mindretal i Sydslesvig og folkefællesskabet“ og i „den syngende evaluering: Fyraftenssang på Folkemødet“, hvor deltagerne rundede folkemødet af med en sang. Konceptet gik ud på, at deltagerne selv valgte en sang og så med afsæt i den skulle forklare oplevelserne på Folkemødet. Her benyttede SSF-formanden lejligheden til at fortælle om mindretallet - lige som alle de andre deltagende sydslesvigere greb chancen for både at lade sig inspirere og samtidig give inspiration til andre.
Helt i Folkemødets ånd.

