Kultur

Fra katastrofe til succes
Der er intet så skidt at det ikke er godt for noget – eller hvordan man får en katastrofe til at blive en succes.
I det daglige arbejde satses der på at ting lykkes. Der optimeres og trimmes alle steder, men mennesker fejler desværre en gang imellem alligevel. Når ulykken er ude, kommer den uden varsel. Sådan skete det en tidlig fredag morgen i sidste uge. En varevogn parkerede foran Duborg-Skolen. En tekniker og nogle dansere steg veloplagte ud, fordi der ventede en optræden foran elever. Programmet stod på hip-hop, streetdance og breakdance. Men på skolen var der bare ingen der vidste noget om dette! Forskrækkede miner og halvsure opstød fulgte – forståeligt nok. Straks blev der ringet til SSF, hvor man på stående fod ikke kunne svare hvad der nu var gået galt. Konsulenten for op fra morgenbordet efter et kald og susede hen til Duborg-Banke, hvor kunstnerne allerede var blevet forsynet med en god kop kaffe. Et kort ”krisemøde” med rektor Heino og pedel Jörg gjorde det klart, at det nu alligevel skulle lykkes. I stedet for boldspilsalen, blev det til fællesarealet som spillested. Efter en kort afstemning med kunstnerne, blev der lynhurtig rigget til, fordi klokken allerede var mange. Præcis kl. 10:00 startede showet og da der desværre kun var en skole udefra, der havde tilmeldt sin deltagelse, så det ret så trist ud på den store trappe i fællesarealet. Men Duborg-Skolen reagerede omgående og gav deres elever mulighed for at nyde det yderst dygtige hold af dansere. I løbet af kort tid myldrede eleverne frem og det varede ikke længe, inden der var godt fyldt op på rækkerne og helt op på balkonerne. Showet sluttede efter 50 minutter med en stor klapsalve og masser af glade smil fra både kunstnere og publikum. Det var blevet en kæmpe succes. Teknikeren var meget tilfreds med spillestedet og medgav, at man en anden gang, gerne igen vil optræde netop i fællesarealet på Duborg-Skolen. Sådan blev noget skidt vendt om til noget rigtig godt og SSF takker alle involverede for deres omstillingsparathed og pragmatisk tilgang, når ulykken er ude.


