Nyheder
FUEN sender i fællesskab et stærkt signal for retsstatsprincipper
“Hvis et land ikke længere holder sig til EUs regler, og borgerne i dette land ikke længere nyder godt af grundlæggende rettigheder, så er det ikke kun et emne, der berører det ene land. Det berører os alle i Europa, og det udfordrer vores alles freds- og frihedsordning.”
Sådan sagde Renate Schnack i hendes tale efter hun havde modtaget årets FUEN-pris (se side 1). Ordene ramte plet, for FUENs forståelse for demokrati, retsstatsprincipper og menneskerettigheder var et gennemgående emne på kongressen, der i år blev holdt fra den 7. til 10. september i Pécs, Ungarn. Året inden blev kongressen holdt i Berlin, og dengang var der opstået en ophedet debat, fordi FUEN årligt modtager 500.000 euro støtte fra Ungarn henholdsvis landets regering med den omstridte Viktor Orbán i spidsen. Han kritiseres for at føre landet i en totalitær retning. For eksempel har han ændret Ungarns medieråd, så det tilsynsførende gremium udelukkende består af medlemmer fra Orbáns parti Fidesz. Samtidig overvåges alle statslige medier fra en af regeringens ministerier. Orbán kritiseres også for at have afskaffet landets øverste domstol og erstattet det med et nyt loyalt institut, og for at ændre på landets læringsplaner, så de passer til partiets linje.
Listen over kritiske punkter er meget lang, og spørgsmålet på kongressen i Berlin var derfor, hvorvidt en mindretalsorganisation som FUEN kan bevare sin uafhængighed, når den årligt modtager støtte fra Orbáns regering.
Diskussionen i Berlin mundede blandt andet ud i, at Ungarn samtidig er et land med mange mindretal, som landet faktisk gør en masse for, og at støtten til FUEN ikke er knyttet til betingelser. Således blev der argumenteret, at FUENs uafhængighed ikke er i fare.
Det kom dog bag på flere, da der i Berlin blev besluttet, at kongressen 2023 skulle holdes i Ungarn. Medlemmer af FUENs præsidium meddelte dog, at ønsket om at det tyske mindretal i Pécs skulle være vært 2023 allerede lå klar før debatten opstod.
Resolution
Debatten i Berlin førte til en meget grundlæggende debat om, hvilken rolle FUEN skal have og hvilken forståelse mindretalsunionen har med henblik på grundlæggende ting som demokrati, menneskerettigheder, pressefrihed, beskyttelse af minoriteter, m.m.. Men modsat i Berlin, udeblev den store debat. En resolution, der blandt andet fastslår, at det kun i et velfungerende demokrati, der bygger på retsstatsprincipper, er muligt at beskytte mindretal uden at være afhængig af statens vilkårlighed og tilfældighed, blev vedtaget med et overvældende flertal. Resolutionen opfordrer Europarådet, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet til at sikre den fulde implementering af retsstatsprincipperne i alle EUs medlemslande. Samtidig peger resolutionen indad, idet FUENs præsidium og medlemsorganisationer ligeledes opfordres til at sikre den fulde implementering af retsstatsprincipperne. I den forbindelse nævnes blandt andet københavnskriterierne.
Resolutionen var indsendt af SSF, Domowina (Sorberne), Zentralrat Deutscher Sinti und Roma, Friesenrat Sektion Nord, Bund Deutscher Nordschleswiger samt fire andre slovenske organisationer (NSKS, SKS, SSO, EBLUL).