Nyheder

Historisk Samfund inviterer til generalforsamling
Historisk Samfund, kreds Sydslesvig afholder generalforsamling d. 22.01.2025, kl. 17 i Tivoli-salen, Südergraben 36, 24937 Flensborg.
Arrangemenet byder også på et spændende foredrag, der sætter fokus på en overset del af dansk historie.
Programmet for aftenen:
Kl. 17: Generalforsamling i henhold til vedtægterne.
Kl. 18: Foredrag med Klaus Tolstrup Petersen.
Foredrag: Den sønderjyske bevægelse i Danmark 1864-70
Efter nederlaget i 1864 havde den danske stat udspillet sin rolle i Slesvig. Det satte en stopper for det nationale arbejde, staten havde stået bag, og dansksindede slesvigere kunne ikke længere regne med understøttelse herfra. I stedet trådte civilsamfundet i Danmark til og etablerede en række komiteer og foreninger, som skulle opretholde kontakten til de danske syd for grænsen og sikre deres eksistensgrundlag. Der blev lavet omfattende indsamlingskampagner og afholdt støttearrangementer til fordel for de trængte danskere i Slesvig samtidig med, at man fik genetableret de nationale bånd. I dette foredrag fortælles historien om denne støtteindsats, som stort set er gået i glemmebogen.
Entreen til generalforsamlingen er gratis og der serveres kaffe, the og småkager.


