Nyheder

I Nordens Lys til Årsmøde 2027.

I Nordens Lys til Årsmøde 2027

Årsmøderne 2027 har fået både motto og plakat. Årsmødeudvalgets formand, Lill Antonia Magill, præsenterede dem på SSFs landsmøde og forklarede tankerne bag:
”Med mottoet ”I Nordens Lys” bliver Sydslesvig sat i fokus som et sted, hvor det nordiske fællesskab har dybe rødder. Lige så meget er det et sted, hvor sprog, historier, kulturer og traditioner mødes. Med lyset symboliseres først og fremmest håbet. Det viser vej og samler mennesker - lige det, som vi i denne tid har brug for. Vi skal holde tæt om hinanden, især inden for mindretallet, og vi må aldrig miste håbet. For selv et lille lys kan gøre en stor forskel. 
Disse tanker kan også ses i årsmødeplakaten der er lavet af Marc Rickertsen. Med udgangspunkt i det sydslesvigske landskab indfanger plakaten Sydslesvigs særlige stemning og formidler ro, fred, og håb. Der er meget, vi kan glæde os over, og selvom verden kan virke mørkt og trist, så vil solen altid stå op igen og lyset vil altid vende tilbage.”
Årsmøderne 2027 holdes 11.-13. juni. Indtil da vil plakaten være at se rundt om i Sydslesvig, og mottoet skal fyldes med liv til de mange møder i amterne og distrikterne.