Nyheder

Inga brænder for det danske
Siden den 15. september 2026 er Inga Braunmiller SSF-kontorassistent i bysekretariatet i Flensborg. Noget, hun har arbejdet målrettet hen imod, også selv om hun måske ikke altid vidste, at det skulle være præcis denne stilling.
Inga brænder for det danske. Så meget, at hun for to år siden flyttede fra Lübeck til Flensborg, fordi hun gerne ville tættere på det danske.
Tog springet
Som barn boede Inga nogle år i Danmark. Hun er født i Kappel, men hendes fars arbejde ved det tyske søværn gjorde, at familien flyttede en del. Blandt andet til Hamborg, Sild og Viborg, hvor hun gik i folkeskolen fra 3. til 5. klassetrin. Derefter flyttede familien igen til Tyskland, men Inga har altid haft et ønske om at dyrke det danske. Derfor deltog hun i flere sprogkurser, og et af dem førte hende til Flensborg, hvor hun blandt andet mødte repræsentanter fra SSF.
Mødet styrkede hende i ønsket om at blive del af det danske mindretal i Sydslesvig, og kort tid efter tog hun springet. Hun flyttede til Flensborg selv om hun på det tidspunkt ikke havde udsigt til et job.
Kom ind i mindretallet
Starten i Flensborg var ikke nem. Inga deltog i forskellige møder i Flensborg, gik til kurser og var med til kulturarrangementer. Men det var ikke nemt, for hun kendte ikke nogen og har selv ingen baggrund i mindretallet. Samtidig fik hun arbejde i messebranchen, hvor hun også arbejdede inden hun flyttede til Flensborg.
Men Ingas vilje til det danske blev ikke mindre, og da hun så stillingsopslaget som kontorassistent, var hun ikke i tvivl. Det her passede perfekt.
Kan betale sig at vente
Den 15. september startede Inga på bysekretariatet, og takket være hendes mangeårige erfaring fra messebranchen er det med at gennemføre arrangementer ikke helt nyt for hende. Til gengæld er der mange mindretalsting, som hun lige skal sætte sig ind i. Amter, distrikter, familierelationerne og alle de andre ting, der på en måde hører med til mindretalslivet.
- Men det kommer, siger Inga med et smil, og tilføjer at hun er meget glad for at have fundet et arbejde, der giver hende mulighed for at dyrke sproget hver dag.
- Nogle gange er det godt at tage springet, og nogle gange kan det betale sig at vente, og nu glæder jeg mig til mit første landsmøde på lørdag, slutter Inga af med.


