Nyheder

Jubilæumsårsmøder i Sydslesvig rykkes til 2021.

Jubilæumsårsmøder i Sydslesvig rykkes til 2021

Sydslesvigsk Forening (SSF) har fastlagt datoen for årsmøderne 2021. De holdes i weekenden den 28. til 30. maj. Årsmøderne 2021 bruges til at markere 100-året for grænsedragningen.

Jubilæumsudgaven af de danske årsmøder i Sydslesvig rykkes til weekenden den 28. til 30. maj 2021. Det besluttede SSFs forretningsudvalg i starten af ugen. Årsmøderne 2020 skulle egentligt holdes i weekenden den 19. til 21. juni 2020. Arrangementet var tænkt som mindretallets store markering af jubilæumsåret, men faren for at sprede smitten af den nye Corona-virus gjorde, at SSF aflyste årsmøderne. Der har siden været overvejelser om, hvorvidt de kunne gennemføres på et senere tidspunkt på året, men krisens udvikling har gjort, at SSF nu har besluttet at lægge den store markering af grænsedragningen i 1920 til den sidste maj-weekend i 2021.  

- Det er selvfølgeligt beklageligt, at vi i første omgang måtte aflyse årsmøderne. Vi har glædet os meget til at markere jubilæet, og en del af os har allerede brugt mange arbejdstimer på planlægningen. Derfor er det glædeligt, at vi nu har fundet en løsning. På den måde kan vi holde fast i den festlige markering, og vores arbejde er ikke spildt. Vi ser frem til på mange måder historiske årsmøder i 2021, lyder det fra Jens A. Christiansen, SSFs generalsekretær. 

Der arbejdes desuden på, at SSFs fødselsdag markeres i slutningen af 2020, såfremt Corona-krisen tillader det. Mindretallets kulturelle hovedorganisation blev grundlagt i 1920.