Nyheder
Jul i Sydslesvig: Julemærket 2024 ude nu
Årets julemærke, der er lavet af kunstneren Chantal Jonassen, tager afsæt i naturen. I det simple og det nære. Snefnug i den mørke aftenskumring. Som bekendt er der ikke noget, der daler så stille som sne. Roen sænker sig, man putter sig inden døre, og glæder sig til julen. Det er hyggens tid, men det er også eftertænksomhedens tid, mindernes tid, hvor man samler trådene sammen fra det år, der er gået. Båndet er både glat og belagt med knuder. Der er rare minder, som varmer i erindringen, og så er der de andre – knuderne. De skurrer i hænderne, når de glider hen over båndet, og de skaber blandede og modsatrettede følelser. Man vil helst være foruden, men de presser sig på, og vil have rum.
Årets julemærke kan aflæses på samme måde. Kunstneren er synket ned i erindringshyggen og har malet funklende og let slørede snefnug. Nogle mærker har et, andre to og nogle tre fnug. Med den lette skyggelægning hæver de sig fra baggrunden, og tager form om end afsættet sker med flygtighedens lethed. I kun et kort sekund glimter de. Også hos kunstneren kalder motivet minderne frem, i form af en smerte over en nylig afdød søster – en knude på det lange bånd, som hele tiden rammer i hånden, og gør opmærksom på sig selv.
Chantal Jonassen er kunstneren bag mærket. Hun er født i Marokko, hvor hun levede de første år af sit barneliv. Senere flyttede hun til Danmark, og senere igen til Sydslesvig, hvor hun var ansat som lærer og skolebibliotekar på Hiort Lorenzen-Skolen, A.P. Møller-Skolen og Duborg-Skolen. Nu bor hun i Rønde, hvor hun har sit galleri.
Julemærket kan igen i år downloades som E-mærke. Da betalingen hertil tidligere har voldt en del vanskeligheder, har SSF i år besluttet at mærket kan hentes ned gratis i håb om, at rigtig mange benytter det til al digital post i juletiden. Man kan også igen i år få 1 julemærkeark med 32 mærker for 4 € hhv. 30 kr. Dette kan bestilles online på www.syfo.de/shop eller købes på sekretariaterne.