Nyheder

Julehilsen fra Kvindeforeningen.

Julehilsen fra Kvindeforeningen

Den slesvigske Kvindeforening, mest bare kaldt Kvindeforeningen, har igen i år udsendt sin julehilsen til sine medlemmer i form af et lille hæfte. 
Udover en hilsen fra hovedstyrelsen, så berettes der med billeder og tekst om året, hvor der har været et varieret program for medlemmerne. Sommerudflugten til ARoS, med et besøg i Veng Klosterkirke på vejen, nævnes og også foredraget med musiker og strikkedesigner Albert Reinholdt Østergaard får ord med på vejen. Begge velbesøgte arrangementer. 
Artiklen ”Træsko, dyner og venskab” beretter om Den Nordslesvigske Kvindeforening, som Den sydslesvigske Kvindeforeningen er opstået af. Kontakten mellem foreningerne består stadigvæk, selv om moderforeningen i Danmark har udviklet sig i en anden retning end foreningen i Sydslesvig. Bestyrelserne besøger hinanden til generalforsamlinger og ved andre lejligheder. 
I hæftet er der også opskrifter til alkoholfrie drinks til både juletiden og nytår og som ekstra krydderi en quiz om Sydslesvigske Kvinder, som er blevet brugt til Løveløbet på Tydal. 
Ved interesse kan hæftet fås på Dansk Sekretariat for Flensborg Amt, der er også nogle eksemplarer at finde i Aktivitetshusets brochureholder.