Løveløbet er for alle.

Løveløbet er for alle

Mange har allerede tilmeldt sig til Løveløbet 2022, og mange har henvendt sig med spørgsmål.

Et af dem er, om man også kan deltage, når man ikke vil eller kan løbe. Det gode og nemme svar: JA!

Løveløbet er et stor fælles løb, hvor alle kan være med og man ikke nødvendigvis behøver at løbe. På alle fem startsteder er der tre forskellige ruter. De er på 3, 5 og 10 kilometer, og navnlig den første rute er tænkt til familier med små børn, ældre eller andre, der ikke vil eller kan løbe.

Dem, der synes 3 kilometer er for kort til en hyggelig gåtur, er selvfølgelig også velkommen til at gå de andre ruter. Ingen udelukkes i fællesskabet, og netop fællesskab er det afgørende stikord for Løveløbet.

SSF og Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) er gået sammen om projektet, der har til formål at dyrke fællesskabet og at samle mindretallet til en dag, hvor vi bevæger os og hygger sammen.

De fem startsteder er fordelt rundt omkring i Sydslesvig. Der vil være arrangementer på alle steder.

Startskuddet lyder klokken 10:30 den 1. maj 2022 – og startskuddet kommer til at lyde på samme tidspunkt overalt. På den måde løber vi sammen, selv om vi er fordelt i hele Sydslesvig.

På hjemmesiden www.loeveloebet.de er der yderligere informationer om startstederne og ruterne. Her kan man også tilmelde sig.

Vær med til Løveløbet 2022.