Nyheder

Mikkelberg: Åbning af udstillingssæson.
Mikkelberg: Åbning af udstillingssæson.
Mikkelberg: Åbning af udstillingssæson.
Mikkelberg: Åbning af udstillingssæson.
Mikkelberg: Åbning af udstillingssæson.

Mikkelberg: Åbning af udstillingssæson

På valgdagen d. 23. februar åbnede også Mikkelberg sin udstillingssæson. Mange tog turen direkte fra valgurnerne ud til Hatsted, hvor ferniseringen bød på fællessang, musik og taler. Leder af Mikkelberg, Lisbeth Bredholt Christensen, bød velkommen og fortalte om, hvordan udstillingen ”Indre verdener” er bygget op omkring Mikkelbergs egen samling, suppleret med lån fra Den danske menighed i Sporskifte og Museum Ovartaci i Aarhus. Det er kunsthistorikeren Grethe Bay, der har fået idéen til udstillingen og har stået for ophængningen. Gennem de seneste to år har Bay sammen med Mikkelbergs pedel Jörg Krüger været i gang med at sortere og nyordne Mikkelbergs samling. Arbejdet har givet Grethe Bay en unik indsigt i Mikkelbergs samling, og denne indsigt har hun brugt kreativt til at sammenstille både tidligere års udstillinger om Færøerne og fra egen samling, og dette forårs udstilling. Mia Lejsted, direktør på Museum Ovartaci i Aarhus, fortalte om kunstneren Jan Nedergaards atelier på psykiatrisk hospital i Aarhus og om, hvordan Museum Ovartaci arbejder med kunst og det kreative som noget, der kan gøre sygdomme lettere at leve med. Grethe Bay indførte os i de teknikker og brug af farver, kunstnerne i udstillingen ”Indre verdener” har gjort brug af for at udtrykke deres følelser. Følelser blev der også spillet frem. Aase Pejtersen og Helena Michelsen fremspillede både glæde og energi, da de på firhændigt klaver spillede Mozart og Dvorak. Aase Pejtersen introducerede de to fællessange ”Derfor kan vort øje glædes” og ”Liden sol i disse uger”, så der var chance for at lære dem, hvis man ikke kendte dem i forvejen. Derefter var der kaffe, snak og mulighed for at se nærmere på udstillingen.
Fotos
På billederne er det Aase Pejtersen (t.h.) og Helena Michelsen, der sammen leverede den musikalske underholdning. 
På det andet billede ses Mia Lejsted, direktør på Museum Ovartaci i Aarhus.