Nyheder

Nyheder fra Mikkelberg.

Nyheder fra Mikkelberg

Af Lisbeth Bredholt Christensen

Siden midten af august er besøgende på Mikkelberg trådt ind ad vores nye hoveddør. Takket være midler fra Grænseforeningen e.V. har det været muligt at udskifte den gamle hoveddør med en ny, tidssvarende. Arkitekt og medlem af Mikkelbergfondens bestyrelse Povl Leckband har tegnet døren, der på venlig vis og med store vinduespartier inviterer indenfor, bringer lys ind i møllen og giver udsigt ud. Firma Lange har stået for den flotte udførelse både af døren og det nye gulv oppe i møllen. Det massive fyrretræsgulv er muliggjort takket være midler fra Oberst Parkovs Fond, Grænseforeningerne Nordvestjylland, Aarhus og Ringkøbing og Omegn samt Slesvigsk Samfunds Fond. Gulvet erstatter det gamle, som var mørnet, og gør det muligt fremover at udnytte det mølleloftet til mindre udstillinger og butik.
Mytesteder
”Flot, flot”, ”betagende”, ”wunderschön” og ”spændende” er nogle af de lovord, man kan læse i Mikkelbergs gæstebog om udstillingen Mytesteder. Kirsten Kleins stemningsladede fotografier og Steen Folmer Jensens finurlige skulpturer kan opleves efteråret med. Fotografier og skulpturer kan købes, ligesom det fornemme katalog, der er udgivet i anledning af Kirsten Kleins 80 års fødselsdag. 
Åbningstiderne er onsdag-torsdag, kl. 10-16, lørdag, søndage og helligdage, kl. 12-16, og det er også muligt at lave en individuel aftale.  I september og oktober har en række grænseforeninger, højskoler, foreninger og rejsegrupper booket sig ind på rundvisninger og enten madpakkespisning eller kaffebord i Buhls Hus. 
Efterårskoncert aflyst
Efterårets planlagte koncert ”Den unge Grieg” finder ikke sted. I stedet kan man Endelig opfordrer Mikkelberg til allerede nu at sætte kryds i kalenderen d. 6. december, hvor Frederikstad Orkestret og Ejderstedkoret  under ledelse af Bente Stenger og Bjarne Stenger-Wulff igen spiller adventskoncert.