Nyheder

Roligere, men stadig omfattende: SSF Slesvigs program.

Roligere, men stadig omfattende: SSF Slesvigs program

Dansegulvet var bragende fyldt til SSF Slesvigs første afterwork-party i år. Baren blev tømt for drikkevarer, og der blev sunget fødselsdagssang for en af de trofaste gæster.
Sammenkomsten finder sted en sidste gang inden sommer: den 20.3. Alle er velkomne.

Program februar
I februar går det lidt roligere til i SSF Slesvig:
Der startes en ny runde strikkecafé, hvor man kan lære at strikke eller fortsætte på sit håndarbejdsprojekt. Hvis man ikke er til strik, kan man gerne bare hygge med en kop kaffe og et stykke kage. Strikkecaféen er for alle: Unge og ældre, øvede og nybegyndere, dansktalende og dem, der er i gang med at lære dansk.
Strikkecaféen er gratis og kræver ikke tilmelding. Der er garn-
rester og en del strikkepinde, men har man nogen selv, så medbring dem gerne. Hvis man vil kaste sig ud i et nyt og længere projekt, kan man købe en startpakke med strikkepinde, garn og vejledning.
Datoer: 14., 21. og 28. februar fra kl. 14:00-16:00, Slesvighus, 1. sal.

Snak om livet
Så søsætter SSF Slesvig et nyt tiltag, som ligeledes har med kaffe at gøre: Hver 4. torsdag kl. 16-18 tales der om livet: I en verden fyldt med usikkerhed, krig, egoisme, ensomhed og hvad der ellers er af slagord i tiden, finder man sammen en time eller to om måneden for at se på udviklingen af vores personlige liv:
Hvem er vi, og hvor vil vi hen? Hvilke historier har hver af os i bagagen, eller hvilke erkendelser beriges vores liv med? Det handler om at forstå mere om, hvad lykken går ud på, eller hvad mod er. Hvordan kan der komme mere taknemmelighed i vores liv, mere stilhed, mere mening? Hver af café-tiderne får en overskrift, og cafédeltagere kan være med til at bestemme dem. Der prøves at finde nogen der har forstand på emnerne til at give deltagerne et startkick, og ellers stilles der nemme og svære spørgsmål til hinanden. Man kommer, som man er. Man må tale eller lytte eller begge dele. SSF Slesvig byder på kaffe og te - og til det første møde også kage. Den første overskrift hedder selvværd.
Caféliv: 7.2., 27.3., 24.4., 22.5., 26.6., kl. 16-18 

Offentlige foredrag
I samarbejde med A. P. Møller Skolens naturvidenskabelige profilklasser, naturvidenskabslærere og Slesvig Roklub tilbydes der livestreaming fra Aarhus Universitet:
Med foredragsserien „Offentlige foredrag i Naturvidenskab“ kan man komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og man vil blive udfordret, men man kan få udbytte af alle foredrag uanset faglige forudsætninger.
Den 25. februar, kl. 19, A. P. Møller Skolen ses der på DNA: 
Dyr, planter og svampe efterlader spor af DNA i naturen – kaldet miljøDNA. Hør om, hvordan DNA’en i jorden, i vandet og i luften kan bruges til at beskrive arter og bestande i vores økosystemer.

Generalforsamling
Et kig på marts: der holdes generalforsamling i SSF Slesvig den 4. marts 2025 kl 18.