Nyheder

Sensommerkoncert med Jaruplund Danske Skolekor og Vokalgruppen MandHatten
Vokalgruppen MandHatten fra Kolding holdt korweekend i Sydslesvig, og i den forbindelse optrådte den 11 mand store gruppe i søndags i den danske kirke i Jaruplund.
MandHatten og en mindre del af Jaruplund Danske Skoles kor sang både hver for sig og i fællesskab. Det kom der en dejlig musikalsk oplevelse ud af for publikum i den fyldte kirke. Skolekoret sang bl.a. Mads Langers ”Levende ord” og sikke denne eftermiddag var fyldt med levende ord og levende stemmer, der spredte sig i rummet og ind i publikum.
MandHatten takkede for den store oplevelse det var at opleve børnenes sangglæde og at møde et publikum, ”som løftede loftet”. ”Hvor er det dog imponerende, at I kan samle så mange mennesker en søndag eftermiddag”, sagde en af sangerne efter arrangementet. Det er et godt bevis på, at man ikke behøver at tro, at alting fungerer bedre andre steder - det kan man sagtens i Sydslesvig!
Det var på mange måder et perfekt arrangement, både hvad angik indhold og længde. Og bagefter kunne alle komme hjem og få deres eftermiddagskaffe i haven.
SSF takkede koret og korledelsen, distrikterne Jaruplund, Sankelmark og Veding, menigheden og MandHatten for at komme forbi i Sydslesvig.


