Nyheder

Sydslesvigprisen 2026 gik til Gisela og Jens Engel fra Askfelt.

Sydslesvigprisen 2026 gik til Gisela og Jens Engel fra Askfelt

Ægteparret Gisela og Jens Engel har i knap tre årtier båret det frivillige kulturarbejde i SSF Hytten-Okslev, hun som formand og han som kasserer. Nu blev parret hædret med Sydslesvigprisen.
Sydslesvigprisen uddeles hvert år af Oberst Parkows Mindefond til en sydslesvigsk ildsjæl, der i årevis har ydet et stort stykke frivilligt arbejde for det danske mindretal. Prisen blev overrakt på SSFs Landsmøde på Slesvighus lørdag den 7. november.
Gisela og Jens Engel blev indstillet af SSF Rendsborg-Egernførde Amt for deres mangeårige og utrættelige indsats i Hytten-Okslev. Her har de skabt sammenhold og liv, værnet om de danske traditioner og bygget bro mellem generationerne.
“Gisela og Jens er et stærkt makkerpar, der supplerer hinanden og sammen løfter opgaverne. De stiller op, når der er brug for det, fordi fællesskabet betyder noget. De er måske stille slidere, men deres indsats taler sit eget tydelige sprog,” sagde Gitte Hougaard-Werner, SSF-formand, på Landsmødet.
Et liv i foreningsarbejdet
Giselas engagement i Askfelt går langt tilbage. Allerede i 1988 arrangerede hun en udflugt, og i 1991 var hun med til at oprette Askfelts Ungdomskreds. I 1999 blev hun næstformand i SSF-distriktet, og samme år overtog Jens kassererposten. Tre år senere blev Gisela formand, en post hun har haft i 24 år - med Jens som kasserer.
Gennem knap tre årtier har parret stået for juleklip, julemarked, talentshows, udflugter, fester og meget mere. Det fremhæves særligt, at de inddrager den danske skole og hele lokalområdet i arbejdet. Gisela har selv gået på skolen ligesom parrets børn og børnebørn, og hun hjælper stadig til, hvor hun kan.
Ud over foreningsarbejdet har Gisela haft sit arbejdsliv i de danske børnehaver, først som vikar i Borreby Børnehave og siden i Askfelt Børnehave, hvor hun også tidligt blev aktiv som frivillig.
I 2023 modtog Gisela Engel SSFs sølvnål for sin indsats.
Parret Gisela og Jens Engel har altid prioriteret det frivillige arbejde, og det har rigtig mange haft stor glæde af. Ikke mindst derfor har de i den grad fortjent prisen. SSF gratulerer og siger tusind tak for indsatsen.