Nyheder

Top eller Flop? Ekspert vurderer gamle skatte i Nibøl.

Top eller Flop? Ekspert vurderer gamle skatte i Nibøl

SSF Sydtønder Amt inviterer medlemmer og andre interesserede til ”Top eller flop?”, en eftermiddag hvor man kan få vurderet sine gamle skatte. Det foregår søndag den 4. oktober fra kl. 13:00 til 16:00 i hallen på Nibøl Danske Skole.
Står der et arvestykke i stuen eller en gammel vase på loftet, er det chancen for at få svar på, om det er værd at gemme på. Vurderingen omfatter møbler, malerier og vaser, men ikke smykker.
Erfaren ekspert
Bag vurderingerne står Thiemo Koch, der har handlet med antikviteter og design i over 30 år. Han har blandt andet møbler som speciale og er rådgiver for auktionshuse og museer i både Danmark og Tyskland.
Praktisk
Der kan ikke handles på stedet. I stedet får man et bud på, hvad tingen kan være værd, og hvor den eventuelt kan sælges. Man kan tage genstanden med eller nøjes med et fotografi af den. Der serveres en kop kaffe i ventetiden.