Oplæg af Jens A. Christiansen, SSF-generalsekretær

For de dansksindede i Flensborg og Mellemslesvig var den 14. marts 1920 en sorgens dag. De kom ikke med hjem. Alligevel var 100-året for Genforeningen af Nordslesvig med kongeriget Danmark i 2020 værd at markere. Vi fejrede sammen med vore landsmænd, dog fokuserede vi navnlig på jubilæet for folkenes selvbestemmelsesret i det dansk-tyske grænseland og udviklingen af det fredelige samliv mellem dansk og tysk samtidig med muligheden for at kunne fastholde et nationalt ståsted. I grænselandet har vi lært, at forskellige sprog og kulturer beriger hinanden, og at mindretal skal motiveres til at holde fast i deres identitet.
Det dansk-tyske grænseland er et internationalt forbillede for, hvordan forholdet mellem mindretal og flertal kan bevæge sig fra et mod hinanden til et ved siden af og med hinanden. Vi er gået fra fjendskab til venskab.
Folkenes selvbestemmelsesret var nøglen til denne udvikling. Men denne ret kan også manipuleres i en retning, hvor det ikke længere har noget som helst med demokrati at gøre. Ruslands angrebskrig i Ukraine har vist, hvordan mindretalsforhold nemt kan blive gidsel i en kynisk magthavers imperialistiske vildfarelser.
Det tager det danske mindretal klart afstand fra. Og det gør vi i samklang med vores europæiske mindretalsorganisation FUEN. Europas nationalgrænser efter 1945 skal ikke kunne flyttes gennem invasion og krig. Mindretalspolitik er fredspolitik – ikke angrebspolitik!
Vi i grænselandet har fundet melodien, som Dronningen udtrykte det i forbindelse med sit besøg i Sydslesvig 2019. Det er ingen hemmelighed, at instrumenterne skal stemmes af og til. Sådan er det jo, og det er vi opmærksomme på.   
Området har altid været præget af flere sprog og kulturer. I 1920 blev grænsen fastlagt, og der er tale om en demokratisk grænse. Dens forudsætninger har ikke ændret sig, og inden for den virkelighed plejer og videreudvikler vi mindretallet og vore bånd til Danmark parallelt med, at vi er en del af det tyske samfund, hvor vi lever og agerer kulturelt, politisk og diplomatisk. Vi dansksindede er integrerede i det tyske samfund - men vi er ikke assimilerede. Det unikke ved vort grænseland er netop, at ligegyldigt om du er dansk, tysk eller frisisk, er alle enige om at ville hinanden uden at opgive sig selv.
At dyrke og fremme forkærligheden til dansk sprog, kultur og identitet er mindretallets opgave og mission. Det er nu engang det danske, der er vores eksistentielle grundvilkår.
Det danske er og bliver derfor et mål i sig selv. Det er dét, det danske mindretal navigerer efter midt i grænselandets mangfoldighed. Det handler ikke om at stimulere en dansk-tysk ensretning. For mindretallet ville det være en falliterklæring og i virkeligheden en trussel mod intentionen i grænselandets mindretalsmodel.
Tag ikke fejl, vi undsiger ikke den tyske kulturarv. Hvad ville europæisk civilisation være uden de store tyske tænkere, teologer, digtere og videnskabsmænd? Særligt som mindretal i Tyskland påvirkes vi også af tysk sprog og kultur. Og selvfølgelig er vi åbne for det flertalssamfund, vi lever i. Men vores opgave som sydslesvigere er at fastholde og fremme det danske rum i vores hjemstavn.
Forudsætningen for det danske arbejde i Sydslesvig er den folkelige, kulturelle og politiske navlestreng til Danmark, mindretallets moderland. Både fagligt-professionelt og kulturelt er vi en del af det danske samfunds univers, ja, vi er så at sige den 99. danske kommune, blot placeret lige syd for grænsen.
Kontakten til det folkelige og politiske Danmark er uhyre vigtigt for at kunne opretholde fællesskabet og sammenhængskraften med Danmark. På Christiansborg varetager SSF kontakten til politikere og statsadministrationen og bidrager med oplysning og udvikling af det dansk-tyske forhold og relationer til Slesvig-Holsten. Planlægning af såvel konferencer som delegationsbesøg har stået på programmet de senere år. For mindretallet er der tale om et meget vigtigt og nyttigt kontaktarbejde. Tak til Folketingets Præsidium for akkrediteringen og husly. En enestående gestus.  
Gode dansk-tyske relationer er selvsagt i grænselandets interesse. Derfor har SSF netop bakket ideen om en dansk-tysk venskabserklæring i forbindelse med markeringen af 100-året for Genforeningen op. Vi har aktivt støttet processen, hvor vi kunne. Og Dansk Generalsekretariat deltager gerne i udmøntning af erklæringens mål henholdsvis visioner.
Mindretallet går om nogen ind for interkulturel forståelse og brobygning mellem dansk og tysk. Men globaliseringens dagsorden med relativering af kulturer og værdier i en sådan grad, at fokus på eget nationalt og kulturelt ophav gøres til noget odiøst, ja, indimellem til grin, skader et mindretal som det danske.    
Globaliseringen har medført øget velstand for mange. Men det er vigtigt at sikre en folkelig globalisering, der hviler på en kulturel og identitetsbåret fortøjning til de virkeligheder, hvor mennesker lever og ånder. En borgernær globalisering kan ikke være en fritsvævende tilstand uden klare forbindelseslinjer til nationale, regionale og lokale fællesskaber. Derfor kan man sige, at netop det dansk-tyske grænseland på sæt og vis er en regional model for vellykket globalisering. Dansk, tysk og frisisk er på overordnet plan ligestillet og grundlaget for borgeres tilværelse i en fælles region med fælles ansvar for kulturel mangfoldighed, bæredygtig vækst og velfærd.
Det danske mindretals sproglige og identitetsmæssige integritet samt hjemstavnsret er primært beskyttet via Bonn-København erklæringerne, Europarådets rammekonvention til beskyttelse af nationale mindretal samt sprogcharteret. Qua vores folkeretlige beskyttelse som et historisk hjemmehørende mindretal har vi ret til at danne en vis kulturel front eller afgrænsning for at bevare vores sprog, vores kultur og identitet. Denne ret skal ikke blot håndhæves, men også plejes og omsættes i hverdagen. Det gør vi gennem vores mange foreninger og institutioner. Det vil sige gennem skole- og dagtilbud, fritidsaktiviteter for børn og unge, biblioteksvæsen, kulturformidling, sundhedstjeneste, kirke, Flensborg Avis og politisk arbejde.
Bosat i en tysk flertalskultur, er vi helt naturligt underlagt en konstant tysk sproglig og kulturel påvirkning. Derfor er det vigtigt løbende at føre en værdi- og dannelsesdebat for at fremtidssikre Sydslesvig.  Ikke mindst er det vigtigt med en løbende dialog med kommende generationer om Sydslesvigs danske fortælling, mindretallets dna og fornyelse af fællesskabet.  
Det stiller fortsat krav til foreninger, institutioner og skoler om en klar sprogpolitik integreret i en dynamisk og fremadrettet dannelses- og foreningspolitik. Den skal sikre oplysning, vejledning og formidling af viden til kommende generationer, så de bliver i stand til at kunne reflektere over sig selv og deres relation til dansk sprog, kultur, historie og ånd.
Det er ikke mindst vi som mindretal meget bevidste om. Både strategisk – men også og især i handling. Selvfølgelig debatterer vi ligesom man gør det i det høje Ting. Uenighed i Sydslesvig er et kendt fænomen.  Men det er i hverdagen, tingene skal bestå sin prøve. Og det gør de. Vore institutioner samt vort kultur- og folkeliv danner rammen om et tidssvarende og velfungerende dansk mindretals-samfund i Slesvig-Holsten.
I 1920 udtalte daværende statsminister Niels Neergaard på Dybbøl Skanse ved fejringen af Genforeningen med adresse til de dansksindede i Sydslesvig: ”De skal ikke blive glemt.” Fhv. statsminister Poul Nyrup Rasmussen sagde ved årsmødet 1999: ”Vi holder fast i jer, så længe I holder fast i os.”  
Det danske mindretal holder fast i sin danske bekendelse og sit moderland. Og herfra skal lyde en ydmyg tak til skiftende danske regeringer og folketingssamlinger for at holde fast i os og derved leve op til såvel Neergaards som Nyrups håndslag hen over grænsen.
Uden kulturel, politisk og finansiel støtte fra Danmark – intet dansk mindretal.
Som fhv. formand for Sydslesvigsk Forening Henrich Schultz engang så rammende beskrev det: ”Danmark har Sydslesvig – Sydslesvig har Danmark!”