Nyheder

Jon Hardon Hansen: Skolelukninger er dødelige for mindretalslivet.

Jon Hardon Hansen: Skolelukninger er dødelige for mindretalslivet

SSF-formandens tale til resolution om mulige skolelukninger på SSFs landsmøde 2018 den 10.11.2018 i Husum

Når vi skuer frem, så er der – som nævnt i min formandsberetning - en masse at glæde sig til. Men der er også en meget sort sky, der hænger over hovedet på os allerede nu og varsler uvejr. Sammenlægningen af Vanderup Skole med Store Vi og lukningen af skoledriften i Vanderup i 2018 har kun været et dystert fortegn på, hvad vi nu går i møde.

Af den strukturrapport, Skoleforeningen offentliggjorde i begyndelsen af oktober – og som har været på vej siden 2016 – fremgår det, at i alt 10 institutioner er lukningstruede. Det begrundes med en række parametre som det pædagogiske, økonomien og kørslen. 

Konkret foreslog Skoleforeningens styrelse her til efteråret, at organisationens øverste organ, Fællesrådet, vedtager at nedlægge fire små skoler og én dagsinstitution. Det drejer sig om skolerne i Bøl-Strukstrup, Kobbermølle, Risby og Vestermølle samt børnehaven Harreslevmark.

Skolelukninger er i mindretallet altid mere, end de vil være for et normalt flertalssamfund. For lukker skolen, så mister mindretallet sit fundament på stedet. Skolerne ude i landsbyerne lægger ikke kun rum til dansk pædagogisk arbejde men fungerer i lige så høj grad som kultur-, forsamlings- og idrætshuse. Det, der på overfladen handler om mursten, handler i grunden om det det danske fællesskab på stedet, om deltagerne til vores arrangementer, om frivillige til vores distrikter og også om kandidater til SSW. 

Institutionerne er – lige siden de blev rejst igennem de sidste snart 100 år – livsnerven i vort danske arbejde. De er små kraftcentre, der danner rammen for et levende fællesskab omkring dansk sprog og kultur. De sikrer tillige, at nye medlemmer kommer til og engagerer sig i vort danske foreningsliv. Derfor har skolelukninger det med at udløse en dominoeffekt, der har en meget negativ virkning på distriktsarbejdet og den overordnede lokale infrastruktur i det hele taget. 

Vi har talrige belæg for, at dér hvor skolerne blev lukket – se bare Gulde eller Follervig – dér uddør i løbet af få år også mindretallets basisarbejde, og dér ender dets kommunalpolitiske indflydelse. Derfor ser vi med dyb bekymring på, at Skoleforeningen nu overvejer at lukke fire skoler fortrinsvis i landlige områder, og at flere danske institutioner på sigt forekommer at være lukningstruede!

SSF mener, at Skoleforeningen bør tage langt mere hensyn til helheden og det mindretalspolitiske aspekt i denne afgørelse. Dette kan vi ikke se lige nu. Lad mig lige minde om: 2010 stod vi sammen, fordi vi ikke kunne acceptere, at vores børn blev forfordelt, at de ikke længere skulle være 100 % værd. Vi i de andre organisationer understøttede Skoleforeningen ikke mindst også, fordi vi vidste, hvor centrale skolerne er for hele mindretallet. 

Vi har også begrundet Skoleforeningens tilskudsbehov med argumentet, at mindretallet har brug for små skoler, fordi vejene ellers bliver for lange, og fordi skolerne er mere end skoler. Og vi er vedblevet med at understrege overfor tysk kritik, at der intet odiøst og ingen forfordeling er i, at man får både 100 % fra Slesvig-Holsten og store tilskud fra Danmark, netop fordi man ikke kan måle mindretalsskoler – især de små – med samme alen som flertallets skolevæsen. Dette argument gælder ikke kun, når vi taler med tyske politikere. Det gælder også for os selv, for Skoleforeningen!

Vi anbefaler derfor landsmødet at opfordre Skoleforeningen til at finde alternativer.

Et væsentligt argument for forslaget om at lukke de fire nævnte skoler er, at deres elevtal er så lavt, at det ikke lever op til Skoleforeningens pædagogiske prioriteringer. Skoleforeningen lægger særdeles stor vægt på at understrege, at det ikke handler om besparelser, men om pædagogisk kvalitet i de små institutioner. 

Nu skal jeg ikke gøre mig videre klog på skoledrift, men jeg har da hæftet mig ved, at der åbenbart intet videnskabeligt belæg er for, at små skoler med de første grundskole-årgange per definition ikke kan levere kvaliteten. Og jeg ved da, at parametre heller ikke er noget, der er mejslet i sten, og at man også kan gøre noget for at forandre det pædagogiske og sociale på en skole. Så hvis man virkelig er i tvivl, bør man fagligt styrke disse vigtige institutioner i stedet for at afvikle dem. Og hvis det nu alligevel handler om økonomien, så må der findes andre veje, der ikke volder så stor skade på mindretallet som helhed!

I vores øjne findes der en afgørende ledetråd, som må gælde for os alle: Dér, hvor et større antal mennesker ønsker at føre et aktivt lokalt mindretalsliv, er det vores alles forpligtelse, at opretholde rammerne for det. Eller for at sige det med en kopi af statsminister Poul Nyrup Rasmussens bevingede ord om forholdet mellem Sydslesvig og Danmark: Så længe der er nogen, der holder fast i os, har vi en forpligtelse til at holde fast i dem. Det gælder også for forholdet indenfor Sydslesvig!

Men dette princip bryder Skoleforeningens strukturrapport i dén grad med, når den i bemærkningerne til én skole indkalkulerer, at elever fra skolen skifter over til det offentlige tyske skolevæsen. I rapporten står blandt andet: ”Det aktive danske mindretal i og omkring Vestermølle skal lokkes til at forlægge aktiviteterne til Rendsborg, men om hele grundlaget vil flytte med, er usikkert. Derfor er der i det efterfølgende også regnet på det scenarie, at nedlæggelsen betyder, at vi mister mindretalsbørn fra området.” For mig at se er en sådan formulering udtryk for en usolidarisk og mindretalsfjern tankegang, der ikke ser mindretallet som et hele, og som vi ikke kan acceptere!

Princippet om at holde fast gælder i øvrigt ikke kun for Skoleforeningen, det gælder så sandeligt også for os i SSF. Dér måler vi ikke med to alen. For SSF har også en lektie: forsamlingshusene. I mine øjne gælder den samme målestok: Der, hvor det folkelige arbejde ikke kan opretholdes uden, må vi bevare forsamlingshusene. Ellers må vi overveje forandring. Og dér, hvor andre organisationer er involveret, inddrager vi dem og tager vores fælles ansvar alvorligt. Denne diskussion er vi lige gået i gang med.

Men igen: Det er ikke op til os at foreslå konkrete alternativer til Skoleforeningens plan. Det pædagogiske arbejde, økonomien og driften af skoler og børnehaver er noget, kun dén har tilbundsgående indsigt i. Men det er vores opgave at henvise til de fatale konsekvenser for hele resten af mindretallet – og det er Skoleforeningens opgave, at afveje konsekvenserne.

Der er stadig mulighed for, at Skoleforeningen vægter hensynet til mindretallet som helhed højere og at den finder andre løsninger for de pædagogiske og økonomiske udfordringer med de små skoler. Løsninger, der ikke indebærer, at mindretallet opgiver hele områder på landkortet. Styrelsens snævre tidsplan er blevet opblødt, og beslutningen er udskudt til starten af 2019. På denne måde er der vundet tid til at drøfte konsekvenser og alternativer til bunds. 

Og så her til sidst en lille kommentar til enkelte, som mener at kunne stille spørgsmålstegn ved lødigheden af SSFs holdning, fordi lederen af en af de berørte skoler sidder i SSFs ledelse: Hele SSFs forretningsudvalg står uforbeholdent bag udsagnene i resolutionen. De er udtryk for en mindretalspolitisk holdning og ikke for konkrete forældres eller læreres interesser. Gitte har også i hele hendes engagerede kamp på skolens vegne altid gjort tydeligt, at hun ikke ytrer sig som SSF-næstformand. Og hun holder sig selvfølgelig tilbage i denne debat, netop fordi hun tackler denne situation, hvor hun er personligt berørt, meget ansvarsfuldt. Det har fortjent respekt. 

Skolelukninger handler netop ikke kun om enkelte skoler, men om hele mindretallet, også SSF. Det er derfor, vi beder om landsmødets opbakning til resolutionen. Med jeres mandat i ryggen kan vi henvende os med en klar holdning til Skoleforeningens ledelse og Fællesrådet: Vi må opfordre dem til, at give afkald på de for mindretalslivet så dødelige skolelukninger!