Tekst af Wienke Reimer

JJ Paulos Hofkultur-koncert i fredags bekræftede mig i min beslutning om at vores grænseland er det sted, jeg hører hjemme og hører til.
Selvom vejrudsigten havde sagt, at vi kunne få regn, så var det en stille, rolig og lun sommeraften, hvor mere end 500 mennesker samlede sig i Flensborghus´ baggård. Kendte mindretalsansigter, tilfældige turister, både unge og gamle varmede deres ben op for at kunne danse til afrikanske grooves blandet med elektroniske beats. Den dansk/tanzianske JJ Paulo er en af de upcoming store stjerner som folk i Danmark har kunnet opleve på både store festivaller (som Roskilde-Festival og Heartland Festival på Fyn), men også i Go´ Morgen Danmark og til Gaffa Awards.
Ligesom så mange andre flyttede jeg fra grænselandet efter studentereksamen. Vi blev sendt ud ”med vinger på hjernen”, som Ebbe Rasmussen, tidligere rektor fra Duborg Skolen, sagde til os i sin studentertale. Kontinenter og kulturer skulle opleves, leves i og findes forståelse for, men efter 10 år ”ude” var minderne, længsel og hjemve alt for stor. Jeg savnede vinden der gjorde, at man kunne holde til de alt for varme sommertemperaturer, jeg savnede at kunne vælge i ”das Land zwischen den Meeren” om man ville hoppe i Nord- eller Østersøen og ikke mindst savnede jeg de koncerter mindretallets organisationer igennem min opvækst kunne præsentere mig for: Dúné, Carpark North, Veto, Deichkind - for bare at nævne nogle af dem. Alt sammen store navne som spillede intime, næsten familiære koncerter.
Det var samme følelse jeg fik sidste fredag aften, krydret med de oplevelser jeg havde fået ”derude” kombineret med mine trygge sydslesvigske rammer.
JJ Paulo kunne ikke skjule, at han var overrasket over hvor mange mennesker der kom, for egentlig er han ikke kendt i Tyskland (endnu). Det var helt tydeligt at dette var noget særligt, også for ham og bandet. Ikke ”endnu en koncert der skulle overstås på en turné”, nej en oplevelse i fællesskab som skulle gives til Sydslesvig. Han opfordrede publikum ikke kun at se på ham, men at danse med hinanden, se og smile til hinanden, være samlet i denne sommeraftens oplevelse med musik og en kold Flensburger i hånden blandt mennesker man kender og har set før.
Hvor er det bare godt at være hjemme igen.