Kultur

Udstilling med Per Kirkeby og elever fra Duborg-Skolen
Per Kirkeby og elever fra kunstlinjen på Duborg-Skolen i to udstillinger på Flensborg Bibliotek.
Besøgende på Flensborg Bibliotek kan endnu nå at opleve en spændende og lidt anderledes udstilling med værker af den verdenskendte danske kunstner Per Kirkeby. Udstillingen viser 48 fine og sarte gouacher udført af Per Kirkeby som omslag til bøger, der indgik i en særlig bogserie – The Bebop Collection. Sammen med disse gouacher udstilles også bøgerne med de flotte omslag.
Fra Duborg-Skolen har 11. årgangs kunstlinje dykket ned i Per Kirkebys gouacher og ladet sig inspirere af både billede og tekst fra bøger, der kan ses i udstillingen. Eleverne har beskrevet deres arbejdsproces og vejen til et færdigt resultat.
Det flotte resultat – 8 plakater - kan ses umiddelbart før selve Per Kirkeby udstillingen.
Som et yderligere element for eleverne på kunstlinjen havde biblioteket, Duborg-Skolen og Sydslesvigs danske Kunstforening arrangeret, at eleverne kunne mødes med Anna Lehn Brand, kurator fra Museum Jorn, hvorfra Per Kirkeby udstillingen kommer. Her fik eleverne et blik ind i kuratorens opgaver og stillingtagen til, hvordan en udstilling sættes op.
Per Kirkeby udstillingen og elevernes værker kan ses indtil 30. oktober man-fre kl. 11-17 og lør kl. 11-14.
Udstillingen er arrangeret af Museum Jorn i samarbejde med Flensborg Bibliotek og Sydslesvigs danske Kunstforening.


